Alle kirkegårdens dyr

På fuglejagt på Trinitatis Kirkeplads

Rundetaarn står så solidt plantet på den københavnske jord, at man næsten skulle tro, det altid havde stået der i lige præcis den skikkelse, som det har nu. Man skal imidlertid ikke forveksle urokkelighed med uforanderlighed, for der er skam sket ændringer både på og omkring tårnet, siden det blev indviet i 1642.

Størst er ændringerne omkring Rundetaarn. Året efter at Trinitatis Kirke, der er bygget op og ned ad tårnet, blev indviet i 1656, begyndte man således at bruge området omkring kirken som kirkegård. Kirkegården blev omkranset af en mur med porte ud mod Købmagergade og det nuværende Pilestræde, der dengang hed Springgade. I dag er det meste af kirkegården afløst af en plads, der blev anlagt i slutningen af 1920’erne.1 

Øjnene med sig
Ændringerne på selve tårnet er mindre omfattende, men de er der. Et kig på gamle tegninger giver for eksempel en formodning om, at dets vinduer oprindelig har været rundbuede, men senere er blevet ændret til den nuværende spidsbuede form2  i lighed i øvrigt med Bibliotekssalens vinduesåbninger, der formentlig oprindelig har været firkantede og i hvert fald var det fra tiden efter Københavns brand i 1728.3 

Man skal også have øjnene godt med sig, når det gælder en anden tidlig forandring af Rundetaarns udseende. Indtil branden i 1728 var antallet af de konsolsten, der bærer platformen øverst på tårnet, nemlig et andet end nu. Også det kan man se på de tegninger, der findes af Rundetaarn i 1600-tallet. De nuværende 24 konsolsten er placeret sådan, at der sidder en over mellemrummet mellem hver bue i den frise, der afslutter muren foroven. Tidligere var konsolstenene imidlertid efter alt at dømme placeret direkte over rundbuerne samt over de flade bånd eller lisener, der strækker sig i hele tårnets længde.

Som et kompas
En sådan placering af konsolstenene gav 32 styk, og det var ikke tilfældigt. Dengang inddelte man nemlig også kompasset i 32 streger, hvorfor hele platformen altså udgjorde en stor kompasrose, formentlig understreget af den oprindelige placering af gitterværkets felter.4  Det kan måske synes passende at lægge et observatorium, der skal tage højde for verdenshjørnerne, på en kompasrose, men faktisk forekommer kompasset som arkitektonisk skabelon også i et andet af Christian IV’s byggerier.

Ifølge Jens Lauridsen Wolf (1583-1660), der i 1654 udgav bogen Encomion regni Daniæ og i øvrigt havde studeret under Christen Longomontanus (1562-1647), der indrettede det første observatorium på Rundetaarn, fandtes kompasinddelingen nemlig også på Christian IV’s københavnske rundkirke Skt. Anna Rotunda, der på dette tidspunkt stod som en byggeplads.5  Den var ”neden til trind [rund] /som en Compas med alle sine Streger / hvor der ofver hver Streg / er muret oc giort en Hvelfning paa Jorden”, som Wolf skriver.6 

Genbrug I
Skt. Anna Rotunda blev aldrig fuldendt, og få år efter blev den halvfærdige kirke revet ned. Også på Rundetaarn forsvandt den sindrige helhedsløsning baseret på kompasset. Branden i 1728 gik hårdt ud over både observatoriet og den øverste etage af selve tårnet, der dengang husede astronomernes kamre, og da konsollerne befandt sig lige mellem de to lokaliteter, måtte en del af dem også udskiftes.7  Formentlig har man genbrugt de mindst beskadigede konsoller eller i hvert fald dele af dem, og i forbindelse med reparationen har man samtidig reduceret antallet til det nuværende.8 

Det betyder dog ikke, at det er de samme konsoller, der stadig sidder deroppe. Langt de fleste, hvis ikke alle, er blevet udskiftet i tidens løb. Man kan således ikke udelukke, at det er en fornyelse af de gamle konsolsten, søofficeren Peter Schiønning (1732-1813) overværer på sin 46-års fødselsdag den 13. august 1778. Den dag skriver han i sin dagbog, at han ”Var mod Aften øverst oppe paa Rundetaarn med min Kone og saa de nye indretninger og det nye byggede, de stenstøtter, som skulle sættes derop og ophejses af det hule i Midten af Taarnet.”9  De stenstøtter, som søofficeren omtaler, skal dog snarere identificeres som to ”Marmor-Pilarer af sex Fods Høyde over Gulvet”, som en kikkert ifølge en anden skribent hvilede på i det nye observatorium, der i disse år var ved at blive indrettet på toppen af Rundetaarn.10 

Genbrug II
Den seneste udskiftning af konsoller fandt sted i 1980’erne, hvor også kirkepladsen syd for Trinitatis Kirke fik sig en overhaling. Fra Statens Byggetjenestes lapidarium eller stensamling blev der hentet gamle og knap så gamle konsoller, som blev opstillet på pladsen. Her er 19 tidligere konsoller i dag genanvendt som bænke, mens to er blevet til opretstående steler tæt på indgangene til den oprindelige kirkegård.

Der er ikke længere meget kompas over konsollerne, men til gengæld har de fået en anden hilsen med på vejen. Billedhuggeren Ejgil Westergaard (1928-2015), der passende nok blandt andet havde erfaring med kunstnerisk udførte gravmæler, huggede nemlig dyrebilleder ind nogle af konsollerne.11  Som med de gamle tegninger skal man også her have øjnene med sig, men så kan man også finde blandt andet frøer, katte, rotter og fugle, der gemmer sig i fladerne. Alle kirkegårdens dyr på plads igen.

Rasmus Agertoft

Noter:
Trinitatis kirke”. I Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. 238-45.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 31.

Torben Nielsen: “Den gamle bibliotekssals historie“. Christian IV’s bibliotek i Rundetårn. Rundetårns Forlag, 1987.

Knud Holm: ”Et konstigt Jerngitterverck”. I Nationalmuseets Arbejdsmark, 1983, s. 53.

S. Anna Rotunda”. I Danmarks Kirker, København, 1:6, 1987, s. 252.

Jens Lauridsen Wolf: Encomion regni Daniæ. Kiøbenhafn, 1654, s. 375.

Trinitatis kirke”. I Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. 258.

Knud Holm: ”Et konstigt Jerngitterverck”. I Nationalmuseets Arbejdsmark, 1983, s. 55.

Peter Schiønnings dagbog for 13. august 1778, digitaliseret på www.natmus.dk.

10 Nicolai Jonge: Kiøbenhavns Beskrivelse. Anden Tome (1789). Selskabet for Dansk Kulturhistorie, 1945, s. 40.

11 Bent Petersen: ”Ved Rundetårns fod”. I North Art Magazine, nr. 62, 2003, s. 6.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *