At flytte Rundetaarn

image

Kunstig sne og skihop i sneglegangen er der så vidt vides ingen, der har lagt seriøse planer for, men bortset fra det er det svært at få en vild idé om Rundetaarn, uden at nogen allerede har fået den.

Der var jo for eksempel ingeniør Lorenzen fra Baden i det sydlige Tyskland, som en tidlig søndag morgen i juli 1902 kørte op og ned i sneglegangen med sin bil.1  Der var planen om en personelevator i den hule kerne midt i tårnet, som nåede så langt, at to andre ingeniører, Hein og Møller-Holst fra København, lavede en projekttegning af elevatoren dateret et par uger senere samme år.2  Og så var der det måske mest gennemgribende forslag, der er fremkommet, siden Rundetaarns grundsten blev lagt i 1637: at flytte tårnet. Ikke rive det ned, ikke genopføre det et andet sted, nej, slet og ret rulle det nogle meter.

En malstrøm af køretøjer
Debatten bølgede eller havde i hvert fald lige gjort det, da ingeniør Lorenzen steg til tops i sin bil på knap et minut, og det var lige præcis trafikken, der var problemet. Købmagergade var dengang en rigtig vej, men det smalle sted mellem Rundetaarn og Christian IV’s gamle kollegium Regensen på den anden side af gaden var for snævert til strømmen af københavnere, der ville frem med modernitetens hast.

”Alle Kjøbenhavnere kende denne karakteristiske Snævring,” stod der således at læse i Illustreret Tidende i 1897, ”hvor man har al sin Agtpaagivenhed behov for sikkert at krydse sig frem i den stride Malstrøm af Vogne, Cykler og Omnibusser, der sammen med Menneskestimen trænger sig omkring Rundetaarns Fod”. Politiet havde lavet en minutiøs optælling af, hvor mange fodgængere, vogne, omnibusser, ryttere og cyklister der passerede flaskehalsen i løbet af en dag, og med det overraskende høje resultat som argument fremlagde Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse nu et forslag til at afhjælpe de uholdbare forhold.

Forslaget var tegnet af arkitekten Martin Borch (1852-1937) og gik ud på at lave en buegang til fodgængere gennem den del af Regensens facade, der vender ud mod Købmagergade, så det eksisterende fortov kunne blive inddraget til kørebane. På den måde kunne man undgå at rive Regensen ned, hvilket der ellers blev talt om som den eneste mulighed, for ”Rundetaarn lader man dog vel nok blive staaende hvor det staar”, som der står i præsentationen af forslaget.3 

Et majestætisk monument
Det var dog ikke alle, der tilsluttede sig denne forsigtige formulering. Året efter kom en anden arkitekt, Anton Rosen (1859-1928), med forslaget om at rulle tårnet om på siden af Trinitatis Kirke for på den måde at skaffe mere plads til trafikken. ”Denne Tanke synes maaske ved første Øjekast noget dristig,” skrev arkitekt Rosen sammen med ingeniør N.Chr. Schouboe i en detaljeret beskrivelse af planerne, ”men Flytning af mindst lige saa store Bygninger har før fundet Sted”. Og sandelig: Såvel en baptistkirke i Chicago som et hotel i Boston var tidligere blevet flyttet med succes, kunne de to herrer berette.4 

Planen krævede, at en af Rundetaarns nabobygninger skulle rives ned, og da det viste sig at være for dyrt, kom Anton Rosen med et nyt forslag, der gik ud på kun at flytte tårnet halvt så langt. Til gengæld mente Rosen, at man lige så godt kunne udnytte tårnet som ”et for Christian den 4de værdigt Monument” og dels placere en statue af dets bygmester på facaden under hans rebus, dels forsyne dets top med en mastodontisk overbygning, ”som bør indeholde en Mindehal, hvor Dekorationerne skulle fremstille Kongens Liv og Gjerninger”, som Rosen skriver.

Det nye forslag tog også i højere grad end det gamle højde for, at Rundetaarn skulle tage sig majestætisk ud i forhold til Trinitatis Kirke, hvis facade skulle forsynes med en ny indgang og bestå af tre gavle symboliserende den Treenighed, som kirken har sit navn efter. Rosen foreslog således, at man skulle fjerne ”det meningsløse Pakloft, der findes over Kirken” og i stedet med donkraft sænke taget direkte ned på kirkens hvælvinger.5 

Et slag i hovedet
Rosens forslag fik selskab af flere andre, og det skortede ikke på kreativiteten. Et af forslagene skal således have ført fortovet gennem Rundetaarn,6  mens et andet gik ud på at fjerne et fag af Trinitatis Kirke og bare trække tårnet lidt tilbage fra vejen, så det ”kom til at ligge paa samme Maade i Forhold til Kirken som hidtil”.7 

Sidstnævnte forslag blev kritiseret af en anonym skribent, der argumenterede for sin holdning om, at det ville være bedst for turismen at rykke tårnet, med denne sammenligning, der ikke var pænt ment: ”At slaa Hovedet ned i Maven paa en Mand, som ikke kan komme igennem en Dør, der er for lav, og at slaa Rundetaarn ind i Maven paa Trinitatis Kirke, naar Købmagergade er for smal, – Fremgangsmaaden er analog i begge Tilfælde og slaaende simpel”.8 

Det hele endte imidlertid, hvor det begyndte. I 1908 blev Martin Borchs buegang igennem Regensen indviet, hvorved det lykkedes at ”skabe en bredere og mindre farlig Passage mellem Christian den fjerdes to Bygninger: Rundetaarn og Regensen”, som det hed i Illustreret Tidende samme år.9  Siden er det blevet endnu sikrere at passere Rundetaarn. I stedet for at flytte tårnet flyttede man nemlig i begyndelsen af 1970’erne trafikken og gjorde Købmagergade til gågade. I sig selv en ret vild idé, hvis man tænker over det.

Rasmus Agertoft

Noter:
”Pr. Automobil op i Rundetaarn”. I Illustreret Tidende. 43. Bind, Nr. 41, 13. Juli 1902, s. 650.

Hein og Møller-Holst: ”Projekteret Personelevator til Rundetaarn”. 1. Aug. 1902. Rundetaarns samling.

M.N. & Fr. H.: ”Mellem Rundetaarn og Regensen”. I Illustreret Tidende. 38. Bind, Nr. 32, 9. Maj 1897, s. 51415.

A.S. Rosen og N.Chr. Schouboe: ”Forslag til Kjøbmagergades Udvidelse”. 26de Juni 1898. Rundetaarns samling. Jf. ”Rundetaarn og Regensen”. I Illustreret Tidende. 39. Bind, Nr. 43, 24. Juli 1898, s. 703.

A.S. Rosen: ”Rundetaarns Flytning”. I Meddelelser fra Akademisk Architekt Forening. No. 5, 1. December 1898, s. 33-36. Det er således ikke rigtigt, når Allan Tønnesen i Nord for Strøget (bind 4 af Bo Bramsen (red.): København før og nu – og aldrig) bytter om på rækkefølgen af de to forslag (Palle Fogtdal, 1988, s. 296).

Allan Tønnesen: Nord for Strøget. Bind 4 af Bo Bramsen (red.): København før og nu – og aldrig. Palle Fogtdal, 1988, s. 296. Jf. ”Pr. Automobil op i Rundetaarn”. I Illustreret Tidende. 43. Bind, Nr. 41, 13. Juli 1902, s. 650.

S.V. Marstrand: ”Rundetaarns Flytning”. I Meddelelser fra Akademisk Architekt Forening. No. 3, 1. November 1898, s. 18.

”Rundetaarns Flytning”. I Meddelelser fra Akademisk Architekt Forening. No. 4, 15. November 1898, s. 29.

”Regensen”. I Illustreret Tidende. 49. Bind, Nr. 51, 20. September 1908, s. 720.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *