Den første turist

Vignet fra Picards Voyage d'Uranibourg

I en af sine optegnelser opregner den berejste læge Holger Jacobæus (1650-1701), hvad forskellige danske lokaliteter er berømte for. Ringkøbing er for eksempel, skriver Jacobæus, berømt for sine østers, Kerteminde for godt øl og skidne kvinder og Herlufsholm for såvel drankere og tyve som for sin frugthave. Landets hovedstad har derimod, ud over sin snustobak, ifølge Jacobæus især ry af sine bygningsværker, nemlig tøjhuset, havnen og så naturligvis byens ”Turris Astronomica” eller ”astronomiske tårn”.1  Med andre ord Rundetaarn.

Kongelig bevågenhed
Jacobæus er ikke den eneste, der har sat Rundetaarn højt blandt Københavns attraktioner. Også den anerkendte franske astronom Jean Picard (1620-1682) vidste præcis, hvad han gik efter, da han ankom til byen i august 1671. ”Under mit ophold i København gjaldt min første nysgerrighed at se det tårn, som kong Christian IV havde ladet bygge” (”Durant le séjour que je fis à Copenhague, ma premiére curiosité fut de voir la Tour que le Roy Christian IV. y avoit fait bastir”), som han skriver i en beretning om besøget.2 

Beretningen blev udgivet ni år senere og er muligvis den første beskrivelse af et turistbesøg i Rundetaarn. Nogen helt almindelig turist var monsieur Picard dog ikke. Hans skildring er således udgivet på det kongelige forlag i Paris, og det var også med bevågenhed fra selveste Solkongen, Ludvig XIV (1638-1715), at han besøgte København.

Europæisk kulturhovedstad
Paris var dengang det absolutte midtpunkt for kultur og videnskab i Europa, og begge dele blomstrede under den mægtige monark, der kunne bruge denne blomstring til at kaste glans over både Frankrig, monarkiet og sig selv, hvilket dybest set var det samme. Ikke for ingenting er Ludvig XIV blevet tillagt udtalelsen om, at ”l’état, c’est moi” (”staten, det er mig”).

Når nu Paris var europæisk kulturhovedstad, lå det ligefor, at byen også skulle være det geografiske centrum for astronomiske observationer, der var mere nøjagtige end de hidtil eksisterende, ja, ligefrem for en ”genopbygning af astronomien”, som Picard skrev i 1669. Få år før hans rejse nordpå var der blevet oprettet et nyt observatorium i Paris, og tanken var nu, at den såkaldte parisermeridian, altså længdegraden gennem Paris, skulle være udgangspunktet for både astronomi og korttegning, som Picard også befattede sig med.3 

Det Kongelige Videnskabernes Akademi, som var blevet oprettet i Paris året før observatoriet, ville dog gerne kunne sammenligne sine resultater med de gode observationer, der allerede fandtes rundt om i verden, blandt andet dem, som Tycho Brahe (1546-1601) havde foretaget i sit observatorium Uraniborg på den lille ø Hven i Øresund. Problemet var blot, at man ikke kendte Hvens nøjagtige beliggenhed i forhold til Paris. Det var for at finde den, at Jean Picard rejste til Danmark.

Lyssignaler fra Rundetaarn
Da Picard nåede frem, gik han imidlertid ikke kun i Rundetaarn, men fandt også ud af, at Hven, som han forventningsfuld kunne øjne fra tårnets platform, siden Tycho Brahes dage var blevet svensk som følge af den seneste dansk-svenske krig.4  Han måtte derfor vente et par uger på svensk tilladelse til at betræde den lille ø, men da han fik den, sejlede han dertil, blandt andet i selskab med ”en ung dansker ved navn Ole Rømer” (”un jeune Danois nommé Olaüs Romer”), som Picard priste for hans ”sjældne geni og hans ånd” (”son rare génie & […] son esprit”).5 

Da det kom til stykket, brød Picard sig imidlertid ikke meget om Hven, hvor han ligefrem fik symptomer på noget, der mindede om skørbug. Han rejste derfor tilbage til København, hvor han fik lov til at benytte Rundetaarn som base for sit fortsatte arbejde. Først havde han dog udregnet den nøjagtige afstand fra Hven til Rundetaarn, blandt andet ved hjælp af lyssignaler.6  Som han skriver i et brev: ”Jeg har givet Ordre til Ild, som skal blive tændt paa Taarnet, og som jeg vil se fra Uranienborg, men som vil blive skjult paa visse Tidspunkter, som jeg har angivet, og saaledes haaber jeg at forsikre mig endnu mere om Længdeforskellen.”7 

Tycho Brahes manuskript
I København kom Picard til hægterne igen, angiveligt ikke mindst på grund af de mange ture ”opad Bakke” i sneglegangen,8  og i maj 1672 rejste han tilbage til Paris. Med sig havde han blandt andet Tycho Brahes originale observationer, som man forgæves havde arbejdet på at udgive i Danmark, men som Picard nu ville prøve lykken med i Frankrig.

Picard betragter det selv som ”en af de vigtigste frugter af min rejse” (”un des principaux fruits de mon voyage”), at han kunne hjembringe den berømte astronoms optegnelser.9  Men det er skam også værd at nævne, at også den dygtige unge Ole Rømer (1644-1710) ledsagede ham til Frankrig, hvor han blev optaget i videnskabernes akademi og bosatte sig i det parisiske observatorium i en lejlighed, som han delte med den noget ældre Picard.

Tycho Brahes egenhændige manuskript skulle blive i Paris de næste 35 år,10  mens Rømer rejste tilbage til Danmark efter kun ni. Til gengæld spildte han ikke tiden, men opdagede under sin udlændighed både lysets tøven, konstruerede fontæner til Solkongen i Versailles og underviste den franske kronprins i matematik og astronomi.

Meget turist har han næppe haft tid til at være, men det havde så andre danskere. For eksempel Holger Jacobæus, der besøgte Paris i 1675-76 og om Rømers bopæl observatoriet noterede i sin dagbog, at det ”ligner det ronde torn i Kiøbenhafn”.11 

Rasmus Agertoft

Noter:
Holger Jacobæus’ Rejsebog (1671-1692). Udgivet af Vilhelm Maar. København, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1910, s. 171-74.

[Jean] Picard: Voyage d’Uranibourg ou observations astronomiques faites en Dannemarck. Paris, 1680, s. 3. (I Recueil d’observations faites en plusieurs voyages par ordre de Sa Majesté, pour perfectionner l’astronomie et la geographie. Paris, 1693).

Kurt Møller Pedersen: ”Jean Picard og Ole Rømer på Hven”. I Karin Tybjerg, Jakob Danneskiold-Samsøe og Per Friedrichsen (red.): Ole Rømer. Kroppedal og Aarhus Universitetsforlag, 2011, s. 78.

Guy Picolet: ”Picard og Rømers rejse til Paris”. I Per Friedrichsen, Ole Henningsen, Olaf Olsen, Claus Thykier og Chr. Gorm Tortzen (red.): Ole Rømer – videnskabsmand og samfundstjener. Kroppedal og Gads Forlag, 2004, s. 20-21.

[Jean] Picard: Voyage d’Uranibourg ou observations astronomiques faites en Dannemarck. Paris, 1680, s. 5. (I Recueil d’observations faites en plusieurs voyages par ordre de Sa Majesté, pour perfectionner l’astronomie et la geographie. Paris, 1693).

Klas Hyltén-Cavallius: ”En fransk-dansk-svensk vetenskaplig expedition år 1671”. I ale. Historisk tidskrift för Skåneland, 2, 1988, s. 25.

Andreas Nissen: Ole Rømer. Et Mindeskrift. Udgivet af Rundetaarn paa 300-Aarsdagen for hans Fødsel den 25. September, København, 1944, s. 22.

Axel V. Nielsen: Ole Rømer. En Skildring af hans Liv og Gerning. Udgivet i 300-Aaret for hans Fødsel af Ole Rømer-Observatoriet i Aarhus, 1944, s. 51-53.

[Jean] Picard: Voyage d’Uranibourg ou observations astronomiques faites en Dannemarck. Paris, 1680, s. 5. (I Recueil d’observations faites en plusieurs voyages par ordre de Sa Majesté, pour perfectionner l’astronomie et la geographie. Paris, 1693).

10 Andreas Nissen: Ole Rømer. Et Mindeskrift. Udgivet af Rundetaarn paa 300-Aarsdagen for hans Fødsel den 25. September, København, 1944, s. 17.

11 Holger Jacobæus’ Rejsebog (1671-1692). Udgivet af Vilhelm Maar. København, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1910, s.93.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *