Fjeld med indbygget skrue

Midt ude på det åbne hav er der intet fjeld. Det måtte to unge grønlændere konstatere, da de i 1724 drog ud på den lange og højst usædvanlige rejse fra de kendte, hjemlige kyster til Danmark. Hvis man skal tro den trommesang, den ene senere skrev om turen, klatrede han ligefrem op i skibets mast for at kigge efter land og fjelde. Men lige meget hjalp det.1 

Overraskende nok fandt han præcis, hvad han søgte, da han ankom til København. Her lå nemlig det, han i sangen kalder ”det menneskegjorte fjeld”, og det besteg han og hans kammerat ”op igennem snoet hulning, op igennem røret”.2  Eller som det hedder, også i oversættelse, i en anden og lidt længere version af sangen:

”Dette ja hej, ja hej ja ja dette
Dette gik jeg op ad
Op ad det menneskegjorte fjelds indvendige skruegang
Dette ja hej ja hvor var det indvendige smukt
Hej ja ja hvor var det indvendige skinnende blankt
Hej ja ja, hej ja ja dette ha á á
Så smukt indvendigt så blankt indvendigt
Jeg gik op ad det jeg gik højere og højere op ad det
Dette menneskegjorte fjelds indvendige skruegang
Gå ikke op ad det kravl ikke op ad det
Træd ikke på den store flade ovenpå
Dette store tintag dets store gulv ovenpå
I mange mennesker dette
Dette ja ja hej dette ja ja ja ja
Ja ja ja”.3 

Søens folk
Der hersker almindelig enighed om, at det fjeld, som de to grønlændere besteg, er Rundetaarn. Den flade platform på toppen passer, og ikke mindst passer den hvidkalkede sneglegang, der løber højt til vejrs. Allerede missionæren Poul Egede (1708-89), der hørte sangen i dens oprindelige version i 1720’erne, forklarer da også, at dens ophavsmand beskrev indtryk fra sin rejse, heriblandt af ”Husene udvortes og indvortes herlige og store, og især det Runde-Taarn, som han kalder et gjort Bjerg med en Snekkegang lige til det øverste”.4 

Poul Egede hørte sangen i Grønland, for en væsentlig årsag til de to grønlænderes tur, der varede det meste af et år, var netop, at de skulle vende tilbage og fortælle deres landsmænd om Danmark. Derved skulle de forbedre indtrykket af danskerne, som grønlænderne ellers opfattede som ”Folk, der hverken havde Land eller Huse, men ideligen paa Søen omsvævede”, som Poul Egedes far, den norskfødte missionær og kolonisator Hans Egede (1686-1758), skriver.5 

Jagten på de katolske nordboer
Der var flere grunde til, at danskerne gerne ville brande sig selv bedre over for grønlænderne. Grønland var egentlig en norsk besiddelse, men havde været under dansk styre siden 1380, da Norge gik i union med Danmark. Danmarks interesse for den nordatlantiske ø havde dog været begrænset, og en egentlig kolonisering begyndte først, da Hans Egede i 1721 sejlede til Grønland for at omvende de nordboer, som han troede stadig boede der, fra katolikker til protestanter.

Da Hans Egede ikke fandt nogen nordboer, hvis frelse han kunne hjælpe på vej, tog han i stedet fat blandt inuitterne. Missionen skulle finansieres af det private Bergenske Grønlandskompagni, som den dansk-norske konge havde givet monopol på handel i Grønland, men der var en stadig konkurrence fra hollandske hvalfangere, der færdedes deroppe, og så kunne det betale sig at stå på god fod med grønlænderne.

Reklamefremstød i kajak
Den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg (1684-1754), der berørte den aktuelle grønlandske situation i flere af sine skrifter, skrev for eksempel, at man skal behandle grønlænderne godt, ”efterdi den fordel man kan vente ved handelen beroer meget paa indbyggernes kierlighed, som skall drive dem til heller at afhandle deres vahre til Danske og Norske end til Hollændere”.6  Og selv hvis man ikke tjener på det, er der alligevel fordele, skriver Holberg, for ”Hvis man allene bringer det saa vit at man ballancerer udi handelen, saa vindes dette derved, at man kand oplyse en anseelig hob grove hedninger”.7 

Holberg oplevede selv de to unge danmarksfarende grønlændere, Pôq og Qiperoq, i København.8  Deres kulturformidlende rolle gik nemlig begge veje, idet Det Bergenske Grønlandskompagni, der allerede da skrantede økonomisk, under deres ophold arrangerede et reklamefremstød, hvor Pôq og Qiperoq til orkestermusik roede i kajak gennem de københavnske kanaler som led i et større optog, der afsluttedes med både, der bugnede med grønlandske varer.9  Opholdet i Danmark inkluderede også et besøg hos selveste kongen.

På vejen tilbage til Grønland døde Qiperoq, men Pôq nåede hjem og sang sin vise om det menneskegjorte fjeld, indtil han selv og hele hans familie få år senere under et nyt ophold i Danmark blev smittet med kopper og døde. Visen levede imidlertid sit eget liv og vandrede blandt andet fra Vestgrønland, hvor den oprindelig blev sunget, til Østgrønland, hvor den mange år senere blev optaget og nedskrevet. Tilsvarende er erindringen om Pôqs og Qiperoqs besøg blevet holdt levende ved blandt andet at blive skildret i romanform10  og foreviget på frimærker.11  Og fjeldet midt i København – det står der endnu med sin indvendige skruegang.

Rasmus Agertoft

Noter:
Chr. Berthelsen: ”Pooqs vise”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 6, 1993, s. 263.

Jens Rosing: ”Sangen om ’det menneskegjorte fjeld’”. I Nationalmuseets Arbejdsmark, 1968, s. 176.

Chr. Berthelsen: ”Pooqs vise”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 6, 1993, s. 265.

Johannes Balle: ”Grønlænderen Pôk. Hvorledes han kom til Danmark, hans oplevelser der, og hvad han fortalte sine landsmænd derom, da han kom tilbage”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 9, 1964, s. 328.

Johannes Balle: ”Grønlænderen Pôk. Hvorledes han kom til Danmark, hans oplevelser der, og hvad han fortalte sine landsmænd derom, da han kom tilbage”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 9, 1964, s. 32.

Citeret af Hans Christian Gulløv i ”Ludvig Holberg og Grønland”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 3, 1978, s. 82.

Citeret af Hans Christian Gulløv i ”Ludvig Holberg og Grønland”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 3, 1978, s. 83.

Hans Christian Gulløv: i ”Ludvig Holberg og Grønland”. I Tidsskriftet Grønland. Nr. 3, 1978, s. 88.

Jens Rosing: ”Sangen om ’det menneskegjorte fjeld’”. I Nationalmuseets Arbejdsmark, 1968, s. 178-79.

10 Palle Petersen: Aja ajaja. Borgen, 1996. Rundetaarn omtales s. 212.

11 Ib Eichner-Larsen: ”Grønlandske frimærker”. I Tidsskriftet Grønland, nr. 3, 1968, s. 80-81.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *