Konfirmander i Rundetaarn

Der er 457 skridt til Rundetaarn fra Helligaandskirken i København, sølle 385 fra Vor Frue Kirke, og mellem Trinitatis Kirke og indgangen til den berømte sneglegang er der blot nogle få stykker.

Det er dog næppe den korte afstand alene, der har fået generationer af nyslåede konfirmander til at bestige Rundetaarn, som de engang havde tradition for at gøre, når konfirmationen i en af de københavnske kirker var vel overstået.

Der er også en dybere, eller måske tør man sige højere, mening. Når man først har nået toppen af tårnet, er man nemlig højt hævet over almindeligt gadeniveau og kan virkelig føle, at man har fod på verden og luft under vingerne. Og hvis en og anden konfirmand har tænkt sig lidt for lavstammet til de voksnes rækker, har tårnets mange meter lagt sig betryggende til vedkommendes egen højde og stivet selvfølelsen af.

I rød uniform
En af dem, der har sans for turen i tårnet som en symbolsk beherskelse af verden, er H.C. Andersen (1805-1875). I eventyret ”Hyldemoer” fra 1850 lader han således en nøjsom gammel kone sige: ”og saa bleve vi confirmerede; vi græd begge to; men om Eftermiddagen gik vi Haand i Haand op paa Rundetaarn og saae ud i Verden over Kjøbenhavn og Vandet”.1 

I romanen O.T. fra 1836 bliver pointen skarpere trukket op. Her nævner H.C. Andersen en ung konfirmand, der gerne ville have været fløjtespiller ved regimentet.

”Hans høieste Ønske havde været, at see sig som Regiments-Piberdreng,” skriver Andersen og fortsætter: “da skulde han staae til Confirmation i den røde Uniform, bære Sabel ved Siden og i Chacoen [en høj militær hovedbeklædning] en Fjær, halv saa lang som han selv; saaledes pyntet kunde han da gaae med Pigerne hen i Kongens Have og op paa Rundetaarn”. Hvorefter H.C. Andersen tilføjer, at dette er ”den sædvanlige Tour for fattige Børn i Kjøbenhavn. Confirmationsdagen bestige de det høie Taarn, ret som om de vilde faae et frit Blik paa Verden.”2 

Videre til Kongens Have
Traditionen er dog ældre end H.C. Andersen, og den lader også til oprindelig at have været knyttet til mere velsituerede samfundslag end de fattigfolk, eventyrdigteren beskriver. Første gang vi hører om den, er således hos historikeren E.C. Werlauff (1781-1871), der selv blev konfirmeret i Helligaandskirken i oktober 1795.3 

I sine erindringer fortæller Werlauff om datidens konfirmander, hvis hår skulle friseres og pudres i en grad, så frisøren måtte begynde natten før konfirmationen for at kunne nå hele flokken rundt. Behørigt udstafferede kunne de unge herrer med deres hårpiske og de unge damer med deres tårnhøje frisurer så efter konfirmationen fortsætte til Kongens Have og spadsere omkring i skyggen af Christian IV’s Rosenborg. Som Werlauff skriver:

”I min Barndom og Ungdom var Rosenborg Have lukket om Vinteren, men den aabnedes altid Confirmations-Søndagen om Foraaret, og man kunde da der jævnligen møde Confirmander, som ogsaa paa disse Dage hyppigen gjorde Besøg paa Rundetaarn.”4 

Gyngerne og karrusellen
Tårnturen kunne dog også kombineres med en udflugt lidt længere væk. I den delvis selvbiografiske roman Fra den gamle Fabrik, som forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udgav i 1869, fortæller hovedpersonen således, at ”om Taarnets øvrige Bestemmelse havde gamle Rasmus belært mig, at det første, man foretog sig som Voksen og Konfirmand, var at gaa derop og spytte ud over Rækværket, inden man tog paa Frederiksberg”. Bemeldte Rasmus har også en forklaring på, hvad spytteriet skal være godt for. ”Saa døde man ikke af Brystsyge,” siger han.5 

Netop forlystelsesstederne på Frederiksberg lader imidlertid til at have afmattet traditionen. I 1840’erne skruede flere gamle traktørsteder i området op for underholdningen, og tættere på de centrale københavnske kirker åbnede Tivoli. Alt sammen betød tilsyneladende, at konfirmanderne foretrak gyngerne og karrusellen for det gamle tårn.

Det er i hvert fald den forklaring, der antydes i forfatteren Claudius Rosenhoffs (1804-69) tekst Confirmandens Liv, der blev udgivet i 1854 til illustrationer af Peter Christian Klæstrup (1820-82). Her er fortalen henvendt til en gammel konfirmand, som får følgende ord med på vejen:

“Maaskee – (saa Moden var tilforn)
Du Gyngerne proberte,
Og først – heelt sært! – til Rundetaarn
To Styvere [småmønter] spenderte;
Da var på ‘Tivoli’ det tyst,
‘Alleenberg’ og ‘Sommerlyst’
Endnu ei existerte.”6 

Se det hele lidt fra oven
Helt ophørt er traditionen nu ikke med forlystelsesstedernes fremvækst. Så sent som i 1910 kan man læse om konfirmanderne med deres cigaret- eller cigarrør, de såkaldte ravrør, i en pjece om tårnet. “Indtil for ganske nylig”, står der, “var det desuden Skik, at enhver Konfirmand Dagen efter sin Konfirmation maatte op paa Rundetaarn med sit Ravrør, sin Violbuket og – eventuelt – sin Dame. Medens Ravrør etc. er gaaet af Mode er Rundetaarn endnu Valfartssted for Konfirmander”.7 

Omkring 1915 kaldte maleren Henny Panduro (1863-1930) et maleri for “Konfirmander paa Rundetaarn”.8  Vi ved ikke, hvordan hun har fortolket motivet, for maleriet er ikke til at opdrive, men titlen tyder på, at i hvert fald nogle konfirmander stadig fandt vej til Rundetaarns sneglegang så sent som under Første Verdenskrig.

I dag er Rundetaarn muligvis ikke det første, konfirmanderne tænker på, når de træder ud af kirken. Men skulle de have lyst til at se det hele lidt fra oven, står tårnet her endnu. Faktisk er det næsten som at høre et ekko af H.C. Andersen, når en moderne konfirmandhjemmeside kommer med dette forslag til, hvordan de unge mennesker skal tilbringe deres blå mandag: ”Når I alligevel går rundt på strøget, så slå et smut forbi Rundetårn – det giver overblik :-)”.9  Og sandelig er de velkomne. De skal bare helst lade være med at spytte ud over rækværket.

Rasmus Agertoft

Noter:
I H.C. Andersen: H.C. Andersens Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erling Nielsen. Bind II: 1843-55. Det danske Sprog- og Litteraturselskab, 1964, s. 173.

H.C. Andersen: O.T. Original Roman i to Dele. Anden Deel. Kjøbenhavn, 1836, s. 212.

E.C. Werlauff: ”Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede. Efterladte Optegnelser”. I Historisk Tidsskrift, bind 4, række 4 (1873), s. 255 og 284.

E.C. Werlauff: ”Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede. Efterladte Optegnelser”. I Historisk Tidsskrift, bind 4, række 4 (1873), s. 367.

Vilhelm Bergsøe: Poetiske Skrifter. Samlede og udgivne af Forfatteren. Bind II. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1906, s. 81.

Claudius Rosenhoff: Confirmandens Liv (en Physiologie,) fremstillet i Billeder af Peter Christian Klæstrup. Kjøbenhavn, 1854, uden sidetal (“Til Eftertanke”).

Robert Fessel: Runde Taarn. Populær Beskrivelse. Forfatterens Forlag, 1910, s. 3-4.

Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling. Udstillingen afholdes den frie Udstillings Bygning 18. Sept.-14. Okt. 1920, s. 52.

Konfirmandportalen.dk

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *