Konfirmander i Rundetaarn

Konfimander ved Trinitatis Kirke

Der er 457 skridt til Rundetaarn fra Helligåndskirken i København, kun 385 fra Vor Frue Kirke, og mellem Trinitatis Kirke og indgangen til sneglegangen er der blot nogle få stykker.

Det er dog næppe den korte afstand alene, der har fået generationer af nyslåede konfirmander til at bestige Rundetaarn, som det fra slutningen af 1700-tallet var en tradition, at de gjorde, når konfirmationen i en af de københavnske kirker var vel overstået.

Der er også en dybere, eller måske tør man sige højere, mening. Når man først har nået toppen af tårnet, er man nemlig højt hævet over almindeligt gadeniveau og kan virkelig føle, at man har fod på verden og luft under vingerne. Og hvis en og anden konfirmand har tænkt sig lidt for lavstammet til de voksnes rækker, har tårnets mange meter lagt sig betryggende til vedkommendes egen højde og stivet selvfølelsen af.

H.C. Andersen
En af dem, der har sans for turen i tårnet som en symbolsk beherskelse af verden, er eventyrdigteren H.C. Andersen (1805-1875), der i romanen O.T. fra 1836 fortæller om en ung konfirmand, der gerne ville have været fløjtespiller ved regimentet.

”Hans høieste Ønske havde været, at see sig som Regiments-Piberdreng, da skulde han staae til Confirmation i den røde Uniform, bære Sabel ved Siden og i Chacoen [en høj militær hovedbeklædning] efter en Fjær, halv saa lang som han selv; saaledes pyntet kunde han da gaae med Pigerne hen i Kongens Have og op paa Rundetaarn, den sædvanlige Tour for fattige Børn i Kjøbenhavn”, skriver H.C. Andersen og forklarer: ”Confirmationsdagen bestige de det høie Taarn, ret som om de vilde faae et frit Blik paa Verden.”1 

Samme pointe titter frem i eventyret ”Hyldemoer” fra 1850, hvor H.C. Andersen lader en af sine figurer sige: ”og saa bleve vi confirmerede; vi græd begge to; men om Eftermiddagen gik vi Haand i Haand op paa Rundetaarn og saae ud i Verden over Kjøbenhavn og Vandet”.2 

Videre til Frederiksberg eller Kongens Have
Tilsyneladende var tårnturen så vigtig, at den var noget af det første, man foretog sig, når man var blevet konfirmeret. I den delvis selvbiografiske roman Fra den gamle Fabrik, som forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udgav i 1869, fortæller hovedpersonen i hvert fald, at ”om Taarnets øvrige Bestemmelse havde gamle Rasmus belært mig, at det første, man foretog sig som Voksen og Konfirmand, var at gaa derop og spytte ud over Rækværket, inden man tog paa Frederiksberg”. Bemeldte Rasmus har også en forklaring på, hvad spytteriet skal være godt for. ”Saa døde man ikke af Brystsyge,” siger han.3 

Så langt væk som til Frederiksberg behøvede man nu ikke at tage for at fortsætte festlighederne. Man kunne nøjes med at begive sig et stenkast væk til Kongens Have og spadsere omkring i skyggen af Christian IV’s Rosenborg, som historikeren E.C. Werlauff (1781-1871) fortæller det i sine erindringer:

”I min Barndom og Ungdom var Rosenborg Have lukket om Vinteren, men den aabnedes altid Confirmations-Søndagen om Foraaret, og man kunde da der jævnligen møde Confirmander, som ogsaa paa disse Dage hyppigen gjorde Besøg paa Rundetaarn.”4  Det var dengang, hårpisk var obligatorisk hos de unge herrer, mens de unge damers hår var sat op i tårnhøje frisurer, der ligesom drengenes var behørigt pudrede, så det har været et yndigt syn.

Se det hele lidt fra oven
Så pudrede har de unge mennesker næppe været, som maleren Henny Panduro (1863-1930) omkring 1915 har foreviget under titlen Konfirmander paa Rundetaarn.5  Vi ved ikke, hvordan hun har fortolket motivet, for maleriet er ikke til at opdrive, men titlen tyder på, at tårnturene stadig har været en levende tradition så sent som under Første Verdenskrig.

I dag er Rundetaarn muligvis ikke det første, konfirmanderne tænker på, når de træder ud af kirken. Men skulle de have lyst til at se det hele lidt fra oven, står tårnet her endnu. Faktisk er det næsten som at høre et ekko af H.C. Andersen, når en moderne konfirmandhjemmeside kommer med forslag til, hvordan de unge mennesker skal tilbringe deres blå mandag: ”Når I alligevel går rundt på strøget, så slå et smut forbi Rundetårn – det giver overblik :-)”.6  Og sandelig er de velkomne. De skal bare helst lade være med at spytte ud over rækværket.

Rasmus Agertoft

Noter:
H.C. Andersen: O.T. Original Roman i to Dele. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Mogens Brøndsted. Danske Klassikere, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, 1999, s. 259.

I H.C. Andersen: H.C. Andersens Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erling Nielsen. Bind II: 1843-55. Det danske Sprog- og Litteraturselskab, 1964, s. 173.

Vilhelm Bergsøe: Poetiske Skrifter. Samlede og udgivne af Forfatteren. Bind II. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1906, s. 81.

E.C. Werlauff: ”Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede. Efterladte Optegnelser”. I Historisk Tidsskrift, bind 4, række 4 (1873), s. 367.

Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling. Udstillingen afholdes den frie Udstillings Bygning 18. Sept.-14. Okt. 1920, s. 52.

Konfirmandportalen.dk

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *