Kongen kommer tilbage

(English) Kronborg-tapetet med Frederik II og den senere Christian IVKronborg-tapetet med Frederik II og den senere Christian IV - Kopi - Kopi

Hvis man overhovedet kan sige, at Rundetaarn er nogens, så må det være Christian IV’s (1577-1648). Ham var det, der allerede i februar 1637, knap et halvt år før nedlæggelsen af grundstenen til tårnet, lavede en aftale med en borger i den vigtige nordtyske reformationsby Emden om at levere skibsladninger af mursten til byggeriet.1  Og ham var det, der fem år senere, i juli 1642, satte sig ned på Rosenborg og skrev i et brev, at han havde tegnet en plan af den øverste platform på ”tarnit ued Regendtzen”, altså ”tårnet ved Regensen”, som nu åbenbart stod færdigt, men endnu ikke havde fået sit navn og derfor måtte stedfæstes ved at henvise til kongens kollegiebygning lige over for Rundetaarn.2 

Christian IV var da heller ikke bleg for at vedkende sig faderskabet til tårnet på selve bygningen. Den fromme bøn, der lyser gyldent på facaden i form af en rebus, indeholder således hans kronede monogram, og det indgår også adskillige steder i Caspar Finckes (1584-1655) kunstfærdige gitterværk foroven, der kom til i 1643.

Kongen tager sig af alt
Rundetaarns mange besøgende er da heller ikke i tvivl. Utallige er de forældre, lærere og pædagoger, der på vej op i sneglegangen med autoritet i stemmen bedyrer for deres medbragte børn, at her kørte Christian IV, når han skulle op og se på stjerner eller bare kigge ud over den hovedstad, han brugte så meget energi på at opbygge og udvide, så den blev en konge værdig. Men faktisk ved man det ikke. Der findes ikke et eneste utvetydigt bevis for, at han kørte, red, lod sig bære eller bare gik her.3  Kort sagt: at han nogensinde besøgte Rundetaarn.

Det betyder selvfølgelig ikke, at han ikke gjorde det. En samtidig kilde skriver om Christian IV, at ”Kongen tager sig af alt. Der er intet så stort eller så småt, at han ikke véd alt. Han passer og ordner alt,”4  og netop kongens breve dokumenterer, at han interesserede sig så levende for byggeriet af Rundetaarn og var så fortrolig med detaljer i tårnets udformning, at han må have set det gentagne gange. Han må have været her.

En dreng i syvårsalderen
Derfor kan man også med temmelig god ret sige, at kongen kom tilbage, da der i 1819, 177 år efter hans død, indgik endnu en række genstande i den samling, der godt 10 år tidligere var blevet etableret i den østlige ende af Universitetsbibliotekets sal med adgang fra Rundetaarn. Han kom tilbage i fuld figur og fornemt klædt, men ganske vist i en noget yngre udgave end den aldrende majestæt, der byggede tårnet. Nemlig som en dreng i syvårsalderen på et vævet og noget falmet tapet. En ikke fuldt udvokset monark, selv om han blev det sidste, få år efter at portrættet blev vævet.

Netop i 1819 fik offentligheden adgang til samlingen, der senere fik navnet Nationalmuseet, men foreløbig blev kaldt Oldnordisk Museum eller egentlig Det Kgl. Museum for nordiske Oldsager. Det er netop oldsagerne, der er løbet med opmærksomheden, fordi de var udgangspunktet for museumsmanden Christian Jürgensen Thomsens (1788-1865) systematiske tredeling af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder. Men faktisk var der også ting fra andre tidsaldre i Bibliotekssalen.

Senere mærkværdigheder
Inspireret af den inddeling, som initiativtageren til samlingen, Rasmus Nyerup (1759-1829) havde foreslået i sine visioner for et nyt nationalmuseum,5  var dens omkring 6000 genstande nemlig ordnet i kategorierne ”fra den hedenske Tidsalder”, ”Rune-Monumenter”, ”Den catholske Cultus i Norden vedkommende”, ”Riddervæsenet vedkommende” og ”Senere Mærkværdigheder”,6  der altså tilsammen dækkede en ret langstrakt periode, som nåede helt op i renæssancen.

Til den sidste kategori hørte, ud over for eksempel to pistoler, som den svenske kong Carl XII (1682-1718) havde foræret til en norsk oberst,7  netop et af den danske renæssances mesterværker, nemlig de såkaldte Kronborg-tapeter – eller rettere det, der var tilbage af dem.

Efter knap 20 år ved magten havde Frederik II (1534-88) i 1577 endelig fået en søn, der kunne vælges til konge efter ham, og nu da arvefølgen var sikret, fejredes begivenheden få år senere med bestilling af ikke færre end 40 vævede tapeter. De skulle portrættere kongen og hans udvalgte søn samt de 99 konger, der var gået forud på den danske trone, begyndende med sagnkongen Dan, der angiveligt havde givet landet navn.8 

Kongeligt bifald
De 40 tapeter, der fik selskab af tre tapeter med jagtmotiver og en vævet bordhimmel, var skræddersyet til dansesalen i Frederik II’s nybyggede pragtslot Kronborg, hvor de blev ophængt ved festlige lejligheder, så ingen kunne være i tvivl om kongemagtens ælde og kontinuitet,9  og de regnes for ”de smukkeste og bedste Tapeter, der ere udførte her i Danmark”, som kunsthistorikeren Francis Beckett (1868-1943) har udtrykt det.10 

Tapeterne overlevede mirakuløst Kronborgs brand i 1629 og førte herefter en omtumlet tilværelse, hvor de blev fragtet til snart det ene kongeslot, snart det andet, for eksempel til Nyborg Slot. Flere af dem gik efterhånden tabt, men knap halvdelen blev midt i 1700-tallet opmagasineret på det såkaldte kongelige møbelkammer i Prinsens Palæ i København. Her lå de indtil 1819, hvor overhofmarskal A.W. Hauch (1755-1838), der både var chef for møbelmagasinet og formand i Oldsagskommissionen, forgængeren for Oldnordisk Museum, den 6. november 1819 foreslog kongen at overgive dem til museet, hvilket kongen bifaldt en uge senere.11 

Pladsproblemer
Nationalmuseets tidligere direktør Mouritz Mackeprang (1869-1959), der har undersøgt Kronborg-tapeternes historie nøje, gætter på, at de er røget direkte fra det ene til det andet magasin. ”Paa Trinitatis Kirkeloft, hvor Museet havde tilhuse 1807-32, kan der simpelthen ikke have været Plads til dem”, skriver han således.12 

Det må der nu nok have været alligevel, for i sin vejviser til Københavns museer og samlinger fra 1821 nævner statistikeren Frederik Thaarup (1766-1845) specifikt ”Femten Stykker Tapeter, forfærdigede til Kronborg Slot i Frederik 2dens Tid”.13  Hvis ikke de var tilgængelige i en eller form, var der ikke nogen grund til at omtale dem i en guide for besøgende.

Kort proces
Men de behøver selvfølgelig ikke have været hængt op. Thaarup skriver således i sin vejviser, at Oldnordisk Museums genstande er opstillet ”tildeels i store Skabe”,14  og da Christian Jürgensen Thomsen i 1838, seks år efter at museet er flyttet til Christiansborg på grund af pladsmangel, hænger dem op i de nye lokaler, virker han så forundret over, hvor falmede de er, at han ikke kan have kigget på dem hver dag.

Han skriver således i et brev, at ”da de kom op mærkede man at de vare afblegede og det som var bestemt at være hvidt var nu skident”, hvorfor han gjorde ”kort Proces[,] lod alle Murene male skident grønne og nu saae Tapeterne ej skidne ud da alt hvidt blev undgaaet i Værelset”.15 

Siden flyttede Nationalmuseet igen, denne gang til Prinsens Palæ. I den nuværende museumsbygning hænger halvdelen af de bevarede tapeter, der dermed stort set er kommet tilbage til den plads, de havde, mens de lå på det kongelige møbelmagasin. De øvrige tapeter er kommet helt tilbage til deres oprindelige hjem, nemlig til Kronborg. Og kongen – han kom også tilbage til Rundetaarn, omend kun for nogle få år.

Rasmus Agertoft

Noter:
Fr. Weilbach: ”Rundetaarn  som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 17.

Brev til Christen Thomesen (Sehested) af 29. juli 1642 i C.F. Bricka og J.A. Fridericia (red.): Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve. 5. Bind. 1641-1644. Kjøbenhavn, 1883-85, s. 235.

Johann-Christian Klamt: ”The Round Tower and its Relation to Architecture of the 16th Century”. I Hafnia. Copenhagen Papers in the History of Art 1976. University of Copenhagen, Institute of Art History, 1977, s. 58.

Citeret efter Palle Lauring: Christian den Fjerdes riger og lande. Gyldendals Bogklub, (1967) 1978, s. 108.

R. Nyerup: Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som samme kan tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum. Fjerde Bind af Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider. Kjøbenhavn, 1806.

Frederik Thaarup: Kiøbenhavns Mærkværdigheder, m. m.[,] en Haandbog saavel for Stadens Indbyggere, som især i Hensyn til Fremmede og Reisende. Kiøbenhavn, 1821, s. 117-33.

Frederik Thaarup: Kiøbenhavns Mærkværdigheder, m. m.[,] en Haandbog saavel for Stadens Indbyggere, som især i Hensyn til Fremmede og Reisende. Kiøbenhavn, 1821, s. 132.

Ulrik Reindel: Ulrik Reindel: ”The King Tapestries at Kronborg Castle. A ‘Mirror of Princes’ for a Protestant Prince”. I Philippe Bordes og Pascal-François Bertrand (red.): Portrait et Tapisserie/Portrait and Tapestry. Brepols, 2015, s. 71 og 75-76.

Ulrik Reindel: Kronborgtapeterne. Pragt og propaganda på Frederik II’s Kronborg. Slots- og Ejendomsstyrelsen, 2009, s. 57. Beskrivelsen af tapeterne står i gæld til hele bogen.

10 Francis Beckett: ”Et Drengeportræt af Hans Knieper”. I Historisk Tidsskrift. Bind 6, række 4, 1892, s. 202.

11 M. Mackeprang og Sigrid Flamand Christensen: Kronborgtapeterne. Udgivet af Selskabet til Udgivelse af Skrifter om danske Mindesmærker. Andres Fred. Høst & Søns Forlag, København, 1950, s. 57-60. Jf. Steffen Heiberg (red.): Christian IV og Europa. Den 19. Europarådsudstilling. Danmark 1988, s. 227 (katolognummer 758), samt Collegial-Tidende for Danmark. No. 7 og 8. Den 10de Febr. 1821. Fire og Tyvende Aargang. Kjøbenhavn, 1821, s. 96.

12 M. Mackeprang og Sigrid Flamand Christensen: Kronborgtapeterne. Udgivet af Selskabet til Udgivelse af Skrifter om danske Mindesmærker. Andres Fred. Høst & Søns Forlag, København, 1950, s. 60.

13 Frederik Thaarup: Kiøbenhavns Mærkværdigheder, m. m.[,] en Haandbog saavel for Stadens Indbyggere, som især i Hensyn til Fremmede og Reisende. Kiøbenhavn, 1821, s. 131.

14 Frederik Thaarup: Kiøbenhavns Mærkværdigheder, m. m.[,] en Haandbog saavel for Stadens Indbyggere, som især i Hensyn til Fremmede og Reisende. Kiøbenhavn, 1821, s. 117.

15 Brev til B.E. Hildebrand af 30. maj 1838. Citeret efter Jørgen Jensen: Thomsens Museum. Historien om Nationalmuseet. Gyldendal, 1992, s. 149. Det er således ikke rigtigt, at tapeterne lå ”nedmagasineret” frem til 1929, som Ulrik Reindel skriver i Kronborgtapeterne. Pragt og propaganda på Frederik II’s Kronborg (Slots- og Ejendomsstyrelsen, 2009, s. 14).

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

4 Svar

  1. Det er utrolig dejligt at se at I kan bruge nogle af de gamle, digitaliserede sager fra Københavns Biblioteker, og at I også henviser til dem i litteraturhenvisningerne! Det er i vores allesammens interesse at de ikke bare bliver publiceret, men også af fagkyndige som jer indsat i forskellige sammenhænge og kontekster. Det er formidling af dansk kulturarv i det små, så det basker!

    • Rundetaarn siger:

      2000 tak: 1000 for de flotte ord – og yderligere 1000 for at tilgængeliggøre alt det spændende materiale, som historierne lever af. Vi glæder os til mere!

  2. sergio fra prov. venezia siger:

    jeg husker at volksmund i byen leste de mærkelige skrifter paa taarnet ( doctrinam……..osv) som :
    doctoren med den lange kniv rager krimskrams in i hjertet av Christian den fjerdes.
    Kan noen fortelle mig hvad skriften virkelig ville betyde ? tak.

    • Rundetaarn siger:

      Kære Sergio. Du har helt ret i, at den berømte rebus på Rundetaarns facade er blevet udlagt på ret forskellig vis gennem tiden. Du kan læse mere om den i historien Kongens hjerte her på siden. God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *