Kongens hjerte

Rundetaarns rebus

Der er ikke grænser for, hvilke brugsgenstande der i tidens løb har maskeret sig som Rundetaarn. Der findes juletræspynt formet som det gamle tårn, der er sparebøsser og lysestager, og det let genkendelige ydre er sågar blevet lånt af så forskelligartede ting som et salt- og pebersæt, en børnebog, en kakkelovn og et paraplystativ.

Fælles for mange af disse effekter er imidlertid, at Christian IV’s rebus, der skinner gyldent ud mod København på facaden over indgangsportalen, ikke altid er gengivet lige nøjagtigt. Ofte er den fremstillet som noget værre krimskrams, der gør den umulig at læse og endnu mere umulig at forstå.

Men Rundetaarn ville ikke være Rundetaarn uden sin rebus. Den hører til, for den fortæller noget vigtigt om Rundetaarns bygherre og hans idé med ikke bare tårnet, men hele Trinitatis-komplekset, som det er en del af.

Doktorens Trine
Hvad rebussens betydning er, er imidlertid et spørgsmål, der er blevet diskuteret indgående, og det har også knebet med selve læsningen af dens få elementer, der kombinerer ord på latin og hebraisk og billeder af et sværd og et rødt hjerte. Der findes således talrige versioner af de fantasifulde over- og undersættelser, som den menige københavner tidligere skal have foretaget, når han så skriften i det høje. Versionerne spænder lige fra den kortfattede ”Krims, krams, Christian Firtal” til den herlige nonsenssætning ”Doktorens Trine med kniv dirigerer krimskrams ind i hjertet på Christian den 4.”, der ikke lader nogen surrealist noget efter.1 

Blandt de mere fremmedsprogskyndige er der dog enighed om, at teksten skal læses ”Doctrinam et justitiam dirige, Jehova, in Corde coronati regis Christiani Quarti”, hvilket er blevet oversat til ”Styr Lærdommen og Retfærdigheden, Gud, i den kronede Kong Christian den Fjerdes Hjerte”.2  Selv de sprogkyndige har dog ikke holdt sig tilbage fra at komme med forslag til, hvordan læsevenligheden kunne øges.

”Den høit udvendig paa Taarnet satte hierosymboliske Indskrivt er af det Slags, man seer i de populaire Billedbibler, hvor Ord, som dertil ere beqvemme, udtrykkes i Billeder”, skriver således præsten Jacob Nicolai Wilse (1735-1801) og tilføjer: ”dog kunde vel Doctrinam ogsaa udtrykkes ved en Bog, dirige ved en Piil, og et ved det algebraiske +”, hvorefter han konkluderer: ”Utallige have studset mere over denne Indskrivt, end over noget langt merkværdigere i det tydelige Sprog, og mangen Bonde derover giort hexemessige Forklaringer”.3 

Med kongens hånd
Det er nu som antydet ikke kun bonden, der har følt sig fristet til at søge forklaringer, men også lærde folk med hang til symbolanalyse. Prisen for den mest gennemgribende gennemgang tager nok filologen og teologen Thomas Bang (1600-61), der i 1648, få år efter Rundetaarns indvielse, udgav en hel bog med behandling af den gyldne indskrift, som der findes et egenhændigt udkast til fra Christian IV’s hånd, selv om Thomas Bang ofte antages at have bistået ham med filologisk vejledning.

Udkastet er temmelig foreløbigt for ikke at sige sjusket, ikke mindst i gengivelsen af de hebraiske tegn for Jehova eller Jahve, men ellers svarer det ret præcist til den færdige indskrift – lige bortset fra årstallet, der omkranser kongens kronede monogram. På Rundetaarns facade står der 1642, men da kongen lavede kladden, har han tilsyneladende troet, at tårnet blev hurtigere færdigt, og kradset årstallet 1640 ned.

Flittig brug af symboler
Det var ikke første gang, Christian IV betjente sig af de elementer, der indgår i rebussen. Blandt forskere er der ligefrem gået sport i at opspore forbilleder, og de findes i rigelig mængde. Af Christian IV’s eget merchandise kan for eksempel nævnes en guldmønt fra 1629, en klokke på Kronborg fra 1636 og et emaljeret spejl på Rosenborg.4 

Men også andre steder i samtidens Europa yndede man kronede hjerter, sværd og hebraiske tegn. Thomas Bang gengiver således i sin bog en hel række fyrstelige valgsprog med tilhørende symboler, de såkaldte emblemer, hvor rebussens elementer er flittigt brugt,5  og så langt væk som i et hus i Granada i det sydlige Spanien har man fundet tidlige paralleller.6 

Den rette lære
Forekomsten af analogier i udlandet skal dog ikke lede én til at tro, at det symbolske indhold er ens overalt, bare fordi symbolerne er de samme. Flere af paralleltilfældene kommer fra katolske områder, men Christian IV’s pointe med den gådefulde indskrift var netop at pege på sig selv som en monark med den rette lutherske tro. Selv om Rundetaarn blev bygget mere end hundrede år efter den lutherske reformation i Danmark, anså man nemlig stadig katolicismen som en lurende fare, ikke mindst i Christian IV’s regeringstid, hvor den såkaldte lutherske ortodoksi, der indebar en meget regelret fortolkning af den lutherske lære, for alvor slog igennem.

I det lys giver det mening at kigge på den danske oversættelse af rebussen med kritiske øjne. Man har oversat det latinske ”doctrina” med ”lærdom” og koblet det til det bibliotek fuldt af lærde bøger, der indgik som en del af Trinitatis-komplekset, i øvrigt med Thomas Bang som den første bibliotekar. Men når Christian IV ikke, som pastor Wilse foreslår, valgte en bog til sin inskription, skyldes det, at denne forståelse ikke gengiver hele meningen. ”Doctrina” skal nemlig ikke, som Thomas Bang også anfører i sin lange latinske tekst, forstås i videnskabelig forstand, men som ”Kirkens Troslærdomme”,7  altså som den rette gammeltestamentligt farvede lutherske lære, som det var magtpåliggende for kongen at få styret ind i sit hjerte. På den måde kunne han styre landet, så det ikke blev ramt af Guds vrede, hvilket han som kirkens verdslige overhoved var ansvarlig for.

Rundetaarn som obelisk
Faktisk kan man forstå Rundetaarn som en anti-katolsk manifestation i lyset af den gyldne indskrift. Thomas Bang, der var en habil ægyptolog,8  sammenlignede således tårnet med en af de obelisker, paven havde ladet rejse i Rom i slutningen af 1500-tallet, men Bang forkastede, hvad han kaldte ”de ægyptiske kongers fordømmelige stolthed”, der naturligvis smittede af på den katolske kirkes brug af obelisken, til fordel for Christian IV’s ”mest ydmyge sjælshengivelse”.9  Tilsvarende er hele Trinitatis-komplekset blevet opfattet som en ”ortodox lutheransk manifestation i sten”.10 

Rebusser er til for at løses, og det skorter ikke på forsøg på at forstå både Christian IV’s rebus, Rundetaarn og hele Trinitatis-komplekset. Nogle gange skal man unægtelig holde tungen lige i munden, når symbolanalyserne drøner derudad, for mange tråde flettes sammen i det spændende byggeri. Meget tyder imidlertid på, at en af de væsentligste netop er den religiøse, som rebussen formidler. Uanset om den menige københavner så har forstået den påtænkte mening eller mest set behjertet krimskrams deroppe i højden.

Rasmus Agertoft

Noter:
Ebba Hjort: ”Doktorens Trine med kniv”. I Nyhedsbrev fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1. årgang, nr. 1, december 2015, s. 12.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 39.

Jacob Nicolai Wilse: Reise-Iagttagelser i nogle af de nordiske Lande. Tredie Deel, København, 1792, s. 110.

Poul Grinder-Hansen: ”Christian 4.s Studenterkirke”. I Inger Wiene, Kirsten Sandholt og Jesper Vang Hansen (red.): Runde Kirke, Taarn og Sogn. Trinitatis gennem 350 år. Nyt Nordisk Forlag, 2006, s. 29, og H.D. Schepelern: ”Den lærde verden”. I Svend Ellehøj (red.): Christian IVs Verden. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1988, s. 298.

Thomas Bang: Phosphorus inscriptionis Hierosymbolicæ. København, 1648 (uden sidetal).

Mogens Koch: ”Casa de los Tiros”. I Arkitekten. Årg. 84, nr. 9, 1982, s. 172-73.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 39.

Thomas Christiansen: ”Den hierosymbolske indskrift på Rundetårn”. I Papyrus. 36. årg., nr. 1, 2016, s. 39-40.

Per Hougaard: ”Dansk pyramide- og obelisk-symbolik. Med et bidrag til tolkning af Rundetårn”. I Heraldisk Tidsskrift. 5:2, 1984, s. 160. Thomas Bang taler om obelisken ved Laterankirken og ikke obelisken på Peterspladsen, som Jens Glebe-Møller anfører i ”Fromhed styrker rigerne. Skole- og kirkepolitik under Christian IV” (i Svend Ellehøj (red.): Christian IVs Verden. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1988, s. 270).

10 Henrik Bramsen: Symbolik i Christian den Fjerdes arkitektur med særligt hensyn til Trinitatis-komplekset i København. Arkitektens Forlag, 1982, s. 67.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *