Murværk i kongelige farver

image

Hvilken farve har Rundetaarn? Ja, hvis man betragter lidt ældre gengivelser af Christian IV’s ikoniske bygningsværk midt i Kongens København, så var det hovedsagelig gråt. Og billederne behøver såmænd ikke være så gamle endda. Det grå cementpuds, der senest blev smurt hen over store dele af tårnet under arkitekten N.S. Nebelongs restaurering i 1870-71, kom først af i 1950.

En lille del af tårnets ydre, nærmere bestemt de såkaldte lisener eller altså de flade lodrette bånd mellem vinduesfelterne, stod dog allerede før 1950 i blank mur, og hvis man kiggede godt efter, kunne man se, at Rundetaarn er bygget af røde og gule mursten i lag. Ligesom Trinitatis Kirke, der ligger lige op og ned ad tårnet, og hvis ydermure ikke blev dækket til af Nebelong.

Christian IV’s kroning
Flot ser det ud, men det er ikke hele forklaringen på farvespillet. De to farver kendetegner nemlig den oldenborgske slægt, der stammer fra Nordtyskland. Dens medlemmer har regeret Danmark siden 1448, da Christian I besteg den danske trone, og gør det fortfarende, i dag via den glücksborgske sidegren. De oldenborgske farver indgår således stadig i det officielle kongelige våben. Og det er langtfra det eneste sted, man har kunnet møde dem.

De var for eksempel til at få øje på, da Christian IV blev kronet i 1596. Da nogle af de fornemste gæster, markgreverne af Brandenburg, skulle modtages uden for København, red kongen og et stort følge af sted ledsaget af det kongelige drabantkorps, hvis hundrede mand alle var klædt i gule damasktrøjer, bukser af rødt fløjl med gule silkesnore og røde fløjlshuer med gule fjer.

Da selve kroningen var færdig, red kongen på vejen fra Vor Frue Kirke til Københavns Slot igennem en æresport, der var opstillet til lejligheden på Amagertorv. På portens hjørner var placeret fire figurer med forgyldte skjolde og hjelme, hvoraf de to bar ”røde oc gule Fennicker”, altså små faner eller bannere i de oldenborgske farver. Figurerne var i øvrigt så kunstfærdigt lavede, at de kunne bøje hovedet mod kongen, da han nærmede sig porten.1 

Gult loft og røde bjælker
Det kom altså ikke ud af det blå, at det var røde og gule mursten, der blev valgt til Rundetaarn og resten af Trinitatis-komplekset. Farverne skulle sende et signal til alverden om, at man her havde med et kongeligt byggeri at gøre. Det viste sig ikke bare udenfor, men også indenfor, hvor Universitetsbiblioteket blev placeret på etagen over Trinitatis Kirke med indgang fra sneglegangen.

Biblioteket blev indviet i 1657 på datoen for nedlæggelsen af Rundetaarns grundsten, den 7/7, men allerede et par år forinden var indretningen tilsyneladende klar. Og også her dominerede de oldenborgske farver, som det fremgår af Jens Lauridsen Wolfs Encomion regni Daniæ fra 1654, hvor han beskriver salen således:

”Ofver denne Kirckis Hvelfning er it Gemach / lige saa lang oc bred som Kircken / med mange Vinduer paa / hves Loft er farfvet gult / oc Bielckerne røde anstrøgne”.2 

Også et langt bord i midten af salen, hvor bibliotekets brugere kunne bænke sig og studere bogbestanden nærmere, var ”røt anstrøgen”, og det samme gjaldt i hvert fald nogle af bogskabene langs salens sider.3 

Kongens udenomsægteskabelige søn
Man går næppe helt galt i byen ved at antage, at de gule og røde farver inde og ude har skullet medvirke til den iscenesættelse af kongemagten, som det kongelige byggeri også var. Var kongen ikke netop enestående som sit tårn, var ikke hans styre solidt som dets mure, der bar fyrsteslægtens ældgamle farver, og stod han ikke vagt om kirken som tårnet i det planlagte Trinitatis-kompleks?

Men symbolik er sjælden entydig, heller ikke farvesymbolik, og farverne kunne også bruges til at sende budskaber med et let tilpasset indhold. For eksempel i et byggeri, der ligger tæt op ad Rundetaarn i tid, nemlig herregården Ulriksholm mellem Odense og Kerteminde.

Ulriksholm fik sit navn, da Christian IV forærede godset til sin 15-årige søn Ulrik Christian Gyldenløve, som han havde fået uden for ægteskab med tjenestepigen Vibeke Kruse. Kongen havde allerede bygget en del af den nuværende hovedbygning, og da Ulrik Christian Gyldenløve overtog stedet, fortsatte han selv med den nuværende østfløj, der er fra 1646, fire år efter indvielsen af Rundetaarn.

Også denne østfløj er oprindelig bygget med skiftevis røde og gule mursten. For godt nok tog Christian IV sig godt af sin udenomsægteskabelige søn, men derfor kan det ikke skade at mejsle sin (halv)kongelige byrd i sten for at huske alle andre på det.

I 1860’erne restaureredes Ulriksholm af N.S. Nebelong, der få år efter dækkede Rundetaarn med cementpuds, og på herregården lod han farvespillet være. Men da Ulriksholm blev istandsat nogle årtier senere, røg de gule murskifter og blev byttet ud med mørkerøde. På nær et enkelt sted, hvor slægtskabet med Rundetaarn stadig viser sig.

Rasmus Agertoft

Noter:
Jens Lauridsen Wolf: Encomion regni Daniæ. Kiøbenhafn, 1654, s. 199.

Jens Lauridsen Wolf: Encomion regni Daniæ. Kiøbenhafn, 1654, s. 359.

Torben Nielsen: “Den gamle bibliotekssals historie“. Christian IV’s bibliotek i Rundetårn. Rundetårns Forlag, 1987.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Ét svar

  1. ole krab siger:

    det er nogle pragtfulde historier,men også hyggeligt at få sin Danmarkshistorie med lidt flere krydderier.Tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *