Øjne så store

image

Da H.C. Andersen (1805-75) som 21-årig rejste fra Slagelse til Helsingør for at fortsætte sin skolegang dér, beskrev han sine rejseiagttagelser i et brev. Brevet syntes han var så velskrevet, at han straks kopierede det og sendte det til flere af sine bekendte.

Også litteraturprofessoren Rasmus Nyerup modtog et eksemplar. Han kom ligesom Andersen fra Fyn og havde nogle år forinden taget imod den nyankomne digterspire i København og givet ham lov til at benytte bøgerne på Universitetsbiblioteket i salen over Trinitatis Kirke med adgang fra Rundetaarns sneglegang – blot han satte dem ordentligt på plads efter brug.1  Nyerup syntes åbenbart også om brevet, for uden Andersen vidende fik han trykt et uddrag af det i det toneangivende blad Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.

Her kunne så samtlige modtagere læse den rejsebeskrivelse, de troede var skrevet til dem, hvad flere af dem da også påtalte over for brevskriveren. ”Mine slagelse [sic!] Venner takkede mig derfor ret for det interessante Brev de havde faaet og siden læst trykt”, som H.C. Andersen selv fortæller.2 

Nu skulle man måske tro, at den gode digter havde lært af den pinlige episode, men sådan gik det ikke. Mange år efter benyttede han atter det litterære greb, som senere er blevet kendt som selvplagiat. Og denne gang var Rundetaarn indblandet på en mere direkte måde.

Ned og op
Det var hverken første eller sidste gang, Rundetaarn optrådte i H.C. Andersens skriverier. Et af Andersens tidlige digte, ”Den rædselsfulde Time” fra 1827, er således et drømmesyn, hvor digterjeget vågner op i Universitetsbiblioteket ved midnatstide og til sin rædsel konstaterer, at ”Rundetaarn er der ikke længer”. I stedet for den trygge nedgang til gadeniveau lurer nu kun afgrunden.3  Året efter kom digtet ”Rime-Djævelen”, hvor bevægelsen går den modsatte vej, nemlig ”op i Taarnets Snirkel-Tarm”, for enden af hvilken den formidable udsigt til gengæld redder digterjeget fra selvmordstanker.4  Begge digte blev i øvrigt trykt første gang i det litterære tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, på hvis vignet Rundetaarn figurerer blandt andre københavnske tårne.

Også i romanen At være eller ikke være fra 1857 udspiller en del af handlingen sig i Rundetaarn, men den kendteste forekomst af tårnet i H.C. Andersens digtning er uden tvivl den sammenligning, der bliver foretaget i eventyret ”Fyrtøiet”. Her har den største hund som bekendt ”Øine saa store som runde Taarn!”,5  uden at det dog forklares nærmere, om størrelsen refererer til tårnets højde, til dets diameter eller, som det også er blevet foreslået, til to små kupler på observatoriet øverst på tårnet.6  Modsat de faktiske forhold på den tid7  var de aftegnet på illustrationen af Rundetaarn på forsiden af Københavns Universitets almanak i årene fra 1745 til 1850 og dermed også i 1835, da ”Fyrtøiet” blev udgivet første gang.

Den danske digters træ
Det er også en sammenligning med Rundetaarn, som H.C. Andersen bliver så glad for, at han som efter rejsen til Helsingør kopierer den i flere breve.

Andersen var ikke bare en velkommen gæst på danske herregårde, men tillige i de bedre kredse i Tyskland. Næsten vantro bemærker han således i et brev fra 1844, at ”factisk er det dog at jeg er i Tydskland den bekjendteste danske Digter, den man helst Læser”.8  Læst blev han for eksempel hos familien Serre på slottet Maxen lidt syd for Dresden, hvor han sammen med flere andre tyske og nordiske kunstnere var en flittig gæst.

Under et af sine besøg hos familien fandt han på en spadseretur et lille lærketræ, der lå henkastet på vejen, og plantede det i en klippesprække helt ude på klippeskrænten. Træet voksede sig stort, blev forsynet med indskriften ”den danske Digters Træ”, og da et birketræ ved siden af truede med at tage alt lyset fra det, slog et lyn endda angiveligt ned og splintrede birketræet, mens lærketræet blev stående intakt.9 

Op og ned
Dette træ, hans eget, besøgte H.C. Andersen igen i 1855, og man tør nok sige, at han skriver hjem om det. Hele fire gange nævner han træet i sin korrespondance. Men hvis en af modtagerne denne gang havde ladet brevet trykke, ville de andre have haft grund til forvirring. Andersen kan nemlig ikke bestemme sig til, hvor dyb en afgrund der er under træet.

”naar man staaer ved [mit] Træ er der dybt ned til Veien og vist dybere end tre Gange Rundetaarn”, skriver han den 8. juli 1855.10  ”Klippehøiden hvor det har Plads er vist to Gange høier end Rundetaarn”, korrigerer han sig selv tre dage senere.11  ”Træet selv staaer saa høit over Dybden, som to, tre Gange Rundetaarn”, sammenfatter han endnu en uges tid senere.12  Og da en måned mere er gået, er enten Rundetaarn blevet mindre eller erindringen blevet sløret: ”det lille Lærketræ jeg der omtaler er nu blevet et stort Træ, tre gange høiere end jeg, en Bjergsø er anlagt rundt om det, Roser plantede, og Udsigten, er fra en Høide mere end 10 Gange Rundetaarn”, som Andersen skriver.13 

Efter dette højdespring kunne der være god grund til at komme lidt ned på jorden igen, hvad digteren da også gjorde i eventyret ”ABC-Bogen” tre år senere. Her forklarer han bogstavet ”R” ved ”Rundetaarn” og giver det følgende ord med på vejen:

Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar’n.14 

Rasmus Agertoft

Noter:
H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1908, s. 46.

H.C. Andersens Levnedsbog. Paany udgivet af H. Topsøe-Jensen. 3. udgave. Det Schønbergske Folag, 1996, s. 151. Jf. H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1908, s. 80, hvor rækkefølgen af brevene skildres lidt anderledes.

Den rædselsfulde Time“. I Kjøbenhavns flyvende Post. No. 66. Fredagen den 17de August 1827.

Rime-Djævelen“. I Kjøbenhavns flyvende Post. Nr. 85. Fredagen den 24de October 1828.

I Andersen. H.C. Andersens samlede værker. Eventyr og Historier I. 1830-1850. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under redaktion af Klaus P. Mortensen, 2003, s. 80.

Jerry Meyer: ”Danske Medaljer 2. “Øjne som Rundetårn””. På www.danskmoent.dk.

Poul Darnell: ”Rundetårns Observatoriebygninger 1642-1861”. I Claus Thykier (red.): Dansk astronomi gennem firehundrede år. Bind 2. Udgivet ved Kjeld Gyldenkerne og Per Barner Darnell. Rhodos, 1990, s. 203-19.

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff, 15. september 1844.

H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1908, s. 601-02.

10 Brev fra H.C. Andersen til Helene Balling, 8. juli 1855.

11 Brev fra H.C. Andersen til Adolph Drewsen, 11. juli 1855.

12 Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff, 19. juli 1855.

13 Brev fra H.C. Andersen til Henriette Scavenius, 24. august 1855.

14 I Andersen. H.C. Andersens samlede værker. Eventyr og Historier II. 1852-1862. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under redaktion af Klaus P. Mortensen, 2003, s. 196.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *