Porten til Rundetaarn

Rundetaarns portal

Et tårn er som en historie: Der er en begyndelse, en midte og en slutning. I Rundetaarns tilfælde er midten sneglegangen og slutningen platformen for oven med sit observatorium. Og netop disse to dele er løbet med størstedelen af opmærksomheden igennem tårnets historie. Rundetaarns begyndelse, dets indgangsparti med porten til tårnet, har været mere upåagtet.

Porten til Rundetaarn er imidlertid for interessant til at blive affærdiget som noget, man passerer for at nå noget andet. Porten er begyndelsen, også i mere overført betydning. Den rummer nemlig intet mindre end Rundetaarns dåbsattest, gavmildt krydret med spor af skiftende konger, der har fundet det vigtigt at markere sig på dette centrale sted.

Alderdom og soliditet
Pudsigt nok er den regent, der gør mindst væsen af sig på portalen, selveste Christian IV (1577-1648), der byggede Rundetaarn. Fra hans tid stammer sandsynligvis selve portbuen, der er sat sammen af en række kvadre. Med lidt god vilje kan den henføres til en af de mindre kendte søjleordener, den såkaldt toskanske, som formentlig er valgt ikke kun på grund af sit udseende, men også det idéindhold, der var knyttet til den i renæssancen.

Man forbandt den toskanske søjleorden med egenskaber som alderdom, gudsfrygt, styrke og soliditet. Netop disse kvaliteter passede til et tårn, der som basis for observatoriet på toppen skulle signalere en videreførelse eller måske ligefrem en genfødsel af oldtidens visdom, men nu i en kristen kontekst. Eller som det er blevet formuleret af kunsthistorikeren Henrik Bramsen (1908-2002), der har leveret en omfattende analyse af Trinitatis-komplekset, som Rundetaarn er en del af: ”Man har villet have en ’toskansk’ portal med alt hvad dette indebar af forestillinger af religiøs og moralsk art og som for så vidt svarede til tårnets og hele kompleksets stil.”1 

Tre konger
Når Christian IV ikke satte sit monogram på Rundetaarns portal, skyldes det nok, at det indgik i hans gyldne rebus lidt højere oppe på tårnets facade. Hans efterfølgere har imidlertid ikke været karrige med monogrammer på portalen, som lidt efter lidt er blevet udbygget, så der blev plads til det hele.

Lige over selve portbuen har hans søn Frederik III (1609-70) således placeret sit eget og dronning Sophie Amalies (1628-85) monogrammer i en såkaldt kartouche, altså et indskriftsfelt omgivet af ornamenter, og lidt højere oppe har den næste konge i rækken, Christian V (1646-99), sat fritsvævende monogrammer for sig selv og dronning Charlotte Amalie (1650-1714).

Monogrammerne omsluttes af en kølbueformet indramning, der sidder en lille smule skævt i forhold til Rundetaarn. Skævheden kommer af, at portalen oprindelig indgik i den mur, der engang skilte kirkegården omkring Trinitatis Kirke fra Købmagergade, hvis forløb muren fulgte.2 

Tre universitetsfunktioner
Den kølbueformede indramning omslutter også flere andre elementer, der er kommet til i løbet af 1600-tallet, heriblandt et bånd, der slynger sig symmetrisk mellem Christian V’s og hans dronnings monogrammer. Det bærer teksten ”SOLI.TRIUNI.DEO.S[acratum]”, hvilket betyder ”Indviet til den ene treenige Gud”.3  Båndet kan altså ses som en lidt sen overskrift over hele Trinitatis-komplekset.

Trinitatis betyder nemlig treenighed, men tretallet kan også henvise til de tre universitetsfunktioner, som byggeriet oprindelig rummede. På den ene af de to indskriftstavler, som portalen også indeholder, omtales funktionerne som ”et helligt Tempel, en ærværdig Musernes Bolig og et mathematisk Udkigssted”.4  Ordene dækker over henholdsvis Trinitatis Kirke, der til at begynde med var studenternes kirke, samt Universitetsbiblioteket på etagen over kirken og observatoriet på toppen af Rundetaarn.

Eneste bevarede kilde
Kunsthistorikerne har ikke været mildt stemt over for portalen i sin helhed, der blandt andet er blevet kaldt ”sammenflikket”.5  Men især tavlerne får hårde ord med på vejen. ”Det mest uheldige”, skriver således kunsthistorikeren Frederik Weilbach (1863-1937), ”er dog de to Indskrifttavler, som med deres rektangulære Rammer staar saa haardt til Kartouchens Baandslyng og de andre Ornamenter”.6 

Indskriftstavlerne er imidlertid noget af det mest interessante ved portalen, både på grund af tavlernes historie og på grund af de latinske indskrifter i sig selv. Den ene tavle fortæller således, at Christian IV ”med egen Haand lagde den første Sten til denne kongelige Bygning/ Aar efter Christi Fødsel 1637, 7. Juli”,7  hvilket er den eneste bevarede kilde til, hvornår grundstensnedlæggelsen fandt sted.

Christian IV kan dog dårligt selv have lagt grundstenen, for i juli 1637 opholdt han sig i byen Glückstadt i hertugdømmet Holsten.8  Inskriptionen med oplysningen er da formentlig også først kommet til omkring 20 år efter grundstensnedlæggelsen, sandsynligvis samtidig med den anden tavle, hvis indskrift fortæller, at Frederik III fuldendte og indviede Trinitatis-komplekset i 1656. Det passer i øvrigt heller ikke helt, for Universitetsbiblioteket blev først indviet året efter.

Bombardementets eftervirkninger
Helt bevaret er tavlen med Rundetaarns dåbsattest dog ikke. Den nuværende tavle består nemlig kun til dels af den oprindelige, som man ikke kender den præcise alder på. Den er imidlertid formentlig fra Frederik III’s regeringstid, eftersom dens indskrift citeres i historikeren Peder Hansen Resens (1625-88) værk Inscriptiones Haffnienses (Københavnske inskriptioner) fra 1668, altså to år før kongens død.9 

Tavlen lader til at være faldet ned og delvist ødelagt i 1807, hvor det fremgår af en redegørelse, at ”Over Indgangen til Taarnet indsættes en nye Steen med Indscription i stedet for den udfaldne”. Redegørelsen er fra maj måned, så ulykken har altså ikke noget at gøre med det britiske bombardement af København i september samme år.10 

Det er imidlertid formentlig eftervirkningerne af bombardementet, der har gjort, at genopsætningen af tavlen lader vente på sig. Op til reformationsjubilæet i 1817 behandler Københavns Universitets konsistorium, der som universitetets ledende organ dengang havde ansvaret for Rundetaarn, et forslag om at forny den tavle, der er faldet ned, og renovere den anden. For at holde udgifterne nede foreslås det at ”forkorte Inscriptionen saa vel paa den nye, som paa den anden i Behold værende gamle Tavle” og at ”lade Tavlen selv forfærdige af stærkt Træe, hvilken naar den vel overmaledes og Rammen hvori den indsættes, blev ligesom forhen af Sandsteen vel Sammenkittet, kunde paa dette Sted have en lang Varighed”.11 

Medtaget af tidens tand
Det fremgår ikke, om forslaget med trætavlen nogensinde blev gennemført, men tilsyneladende fik indskrifterne lov til at beholde deres fulde ordlyd. I hvert fald er de i dag nøjagtig lige så lange, som de citeres i 1668 og igen 80 år senere i arkitekten Lauritz de Thurahs (1706-59) værk Hafnia hodierna (København i dag), hvor det påstås, at tavlerne sidder omvendt af i dag,12  hvilket dog formentlig er en misforståelse.

Også portalens ældste element, Christian IV’s portbue, er i øvrigt muligvis blevet fornyet. Af et gammelt avisudklip i Rundetaarns samling fremgår det, at billedhuggeren Rasmus Secher Malthe (1829-93) lavede en ny i forbindelse med restaureringen af Rundetaarn i 1870-71, fordi den gamle var ”i høj Grad medtaget af Tidens Tand og forskellig Overlast”.13  Oplysningen kan ikke verificeres, men selv hvis den er rigtig, tilføjer det blot endnu et lag historie til den gamle portal, som i forvejen er så rig på netop – historie.

Rasmus Agertoft

Følg tilblivelsen af historien i Rundetaarns julekalender Julejagten på historien

Noter:
Henrik Bramsen: Symbolik i Christian den Fjerdes arkitektur med særligt hensyn til Trinitatis-komplekset i København. Arkitektens Forlag, 1982, s. 26. Jf. s. 24-30.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 35.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 35.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 38.

Henrik Bramsen: Symbolik i Christian den Fjerdes arkitektur med særligt hensyn til Trinitatis-komplekset i København. Arkitektens Forlag, 1982, s. 24.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 36.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 38.

Fr. Weilbach: ”Rundetaarn som Bygningsværk”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 17-19, og Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/KobenhavnBy2_225-398.pdf#page=31.

Peder Hansen Resen: Inscriptiones Haffnienses latinæ danicæ et germanicæ. København, 1668, [s. 200] (fejlagtigt angivet som s. 198).

10 Københavns Stadsarkiv, Trinitatis Kirke, Indkomne Sager 1713, 1781, 1790, 1805-41, Pro Memoria fra stadsbygmester Peter Meyn, 23. maj 1807.

11 Rigsarkivet, Universitetets arkiv nr. 85, Acta Consistorii XVII 1816-18, Relata ad Consistorium d: 16 Juli 1817, No 36.

12 Lauritz de Thurah: Hafnia hodierna, Eller Udførlig Beskrivelse om den Kongelige Residentz- og Hoved-Stad Kiøbenhavn, med en Forklaring om alle de Merkværdigheder, som denne store Stad nu omstunder indbefatter. Kiøbenhavn, 1748, s. 269-70.

13 Udateret avisudklip med påskriften ”1910” i Rundetaarns samling.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *