Ridset i ruden

Kilroy var her muligvis ikke, men til gengæld har både Mia og Gustaf, Charles Rasmussen og ”Skovridderen P. Petersen” besøgt Rundetaarn og sat sig et minde, der stadig kan ses. De har nemlig alle ridset deres navn i en af de små blyindfattede ruder, der skiller tårnets sneglegang fra resten af verden.

Det er de ikke alene om. Hvis man kigger ordentligt efter, kan man opdage dusinvis af navne og årstal på ruderne. Især hvis det er solskin, for så står de særlig smukt frem.

Nogle af navnene er ret ubehjælpsomt skrevet, andre er små kunstværker af sirlighed. Men de stammer også fra en tid, hvor håndskriften var mere i højsædet end nu. Mia og Gustaf besøgte for eksempel tårnet i september 1904, Charles Rasmussen tre år senere og skovrider Petersen i 1938. Han var her i øvrigt den 7/7, selveste datoen for nedlæggelsen af tårnets grundsten nøjagtig 301 år tidligere.

Hemmelighedsfulde håndværkere
Sneglegangen har ikke altid haft ruder. Oprindelig var der kun trælemme for åbningerne, i 1833 kom også jernstænger for, og midt i 1800-tallet kom så ruderne. Også før den tid kunne de besøgende dog snildt finde et sted at sætte deres navnetræk, når de besøgte Rundetaarn. Som man kan se på gamle tegninger og fotografier, fyldte navne godt op på hvælvinger og vægge sammen med indskrifter og andre fantasifulde udskejelser.

Nogle af de flittigste til at ridse deres navn i ruderne var, måske ikke så overraskende, glarmestrene og deres svende. En glarmestersvend har for eksempel skrevet sit navn helt tilbage i 1899, hvilket dermed vistnok er den ældste daterede indridsning i sneglegangen. Senere har adskillige fulgt trop. Og måske har et par af glarmestersvendene brugt mere krudt på at forevige sig selv end på at gøre deres arbejde. I hvert fald kan man konstatere, at flere ruder er blevet vendt på hovedet eller sat spejlvendt i.

Der er noget sært hemmelighedsfuldt ved alle disse navne. Hvem var den ”Murer Jensen” og den ”Murer Watson”, der har brugt tid på nærmest at lodde deres navne ind i vinduesglasset ved siden af hinanden en martsdag i 1911? Hvorfra kom Koja og Wibeke, der syntes så godt om hinanden, at de placerede det fineste lille hjerte mellem deres navne i 1954? Hvad var historien bag E.C.L. Frederiksen fra ”San Fransisco, California”, der i september 1905 ridsede sit navn i en rude – var han en dansk immigrant, der krydsede sine spor? Og hvad berettigede mon til, at nogen under glarmestersvend M. Christensens indridsning fra 1934 med en noget mindre svungen håndskrift har skrevet ”Dit sorte Svin”?

Fra hærværk til kulturarv
Fantasien har frit spil, for svaret er for længst blæst ud af sneglegangen og har kun efterladt navne og årstal. Og ligesom på kirkebænke og degnestole, hvor generationer har fornøjet sig med at riste runer over sig selv, er hærværk også her blevet kulturarv. Overbærenheden vokser, som tiden går. Det ville ligge os fjernt at opfordre til at fortsætte traditionen på sneglegangens 1674 tilgængelige små ruder plus hele herligheden af jomfruelige vinduer i Bibliotekssalen. Men når nu skaden er sket, kan man lige så godt nyde de glimt af historier, som indridsningerne giver, og de billeder, der viser sig, når man prøver at forestille sig, hvad der ligger bag.

Rasmus Agertoft

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Ét svar

  1. Emanuele e Mariavittoria siger:

    Bellissima !!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *