Rundetaarn passerer revy

Teatersalen på Casino 1847-48. Tegning på Teatermuseet i Hofteatret

I en af sine optegnelser forestiller filosoffen, teologen og forfatteren Søren Kierkegaard (1813-55) sig en velhavende bedsteborger, der tror, at han er en god kristen, bare fordi han betaler godt til præsten. Det er imidlertid ”i Sandhed lige saa latterligt som hvis Rundetaarn vilde udgive sig for at være en ung Dandserinde paa 18 Aar”, skriver Kierkegaard.1 

Og nej, Rundetaarn er ingen danserinde, men det betyder ikke, at det gamle tårn aldrig har betrådt de skrå brædder. Faktisk stod det på scenen, da Danmarks første revy havde premiere nytårsaften 1849. Det har dog næppe taget sig så yndefuldt ud som en ung pige, for det rullede ind fra kulissen som ”en 3 Alen høj Papcylinder, der var malet som Rundetaarn med en Udskæring i et af Vinduerne, der gav Plads for Skuespillerens Ansigt”, som en beskrivelse lyder.2  Til gengæld kunne det både tale og synge.

Med fantasiens hjælp
Ordet revy betyder egentlig gensyn, og det var netop en satirisk behandling af det henrindende års begivenheder, der var indholdet i Nytaarsnat 1850, som den første revy hed. Handlingen gik i korte træk ud på, at en forfatter, der er kommet hjem fra et nytårsselskab, af fantasien føres til det gamle års audiensgemak, hvor personer og personifikationer i små optrin sammenfatter årets vigtigste emner.

Rundetaarn nævnes allerede i begyndelsen af revyen, som dens forfatter, Erik Bøgh (1822-99), selv kaldte en tryllefarce. Det gamle år vil gerne have tid til at vise sine gode sider og prøver derfor at udskyde årsskiftet. ”Spring […] øjeblikkelig op paa Rundetaarn og bed Astronomerne, at forlænge min Tid et Par Dage”, siger året til en af de journalister, der holder styr på, hvad der er sket i løbet af det. ”Siig dem, at hvis de ville gjøre mig denne lille Tjeneste, skal jeg skaffe dem Rede paa et Par af de Cometer, der ere løbne bort fra dem.”3 

Nedslag i historien
Forhalingen lykkes imidlertid ikke, og kort før midnat dukker det knap to meter høje Rundetaarn så selv op i skikkelse af en kandidat til et ekstravalg til Rigsdagen. En mand ved navn hr. Sørensen, der personificerer gennemsnitsdanskeren, har på dette tidspunkt indfundet sig i audiensgemakket, og Rundetaarn forsøger at overbevise ham om, at han skal stemme på tårnet. Som argumenter benytter det både sine karakteristiske træk og nedslag i sin historie.

”I mig seer De en Mand, der i over to Hundrede Aar har holdt mig paa samme Standpunkt, og hvem Tidernes politiske Storme ikke have formaaet at rokke saameget som en Fodsbred til Højre eller til Venstre,” begynder Rundetaarn således sin valgtale. ”Min Standhaftighed er bleven til et Ordsprog. ’Det lade vi staae’ siger baade Bonden og Herremanden om Rundetaarn!”

Enestående lokalkendskab
Herefter henviser Rundetaarn til datidens gratis adgang om onsdagen og lørdagen, til den bod, der engang fandtes lige inden for tårnets indgang, til det senere nationalmuseum, der indtil 1832 lå i Bibliotekssalen med adgang fra Rundetaarn, og til Rundetaarns placering på forsiden af Københavns Universitets almanakker.

”Jeg har altid været tilgængelig for Folket, 2 Gange om Ugen fra 12 til 1, ja jeg har end ikke selv forsmaaet at drive borgerlig Næring med Kager og Æbler i min underste Etage”, siger Rundetaarn og fortsætter: ”Jeg er en Ven af det Gamle, det Urdanske. I mange Aar har jeg opbevaret hver eneste Sømstump og Flintesteen, der blev opgravet af Moserne, alene fordi det var Minder fra Oldtiden. Jeg er overalt i Landet bekjendt for en Ven af Sandheden og har derfor erholdt Privilegium exclusivum paa at trykke Almanakker”.

Revyens Rundetaarn slutter sin valgtale med at bryste sig af sit enestående lokalkendskab. ”Nævn mig en eneste Kjøbenhavner, der har en saa alsidig Oversigt over Byen og hvad den indeslutter, som jeg!” siger tårnet, der imidlertid kommer til kort, da det skal redegøre for, hvad det mere detaljeret mener om en række presserende politiske emner. ”Hvormange mon Klokken er”, afbryder det derfor sig selv og fortsætter: ”thi paa Slaget 12 maa jeg være hjemme og har intet Uhr paa mig.”4  Hvilket Rundetaarn ganske rigtigt ikke har.

Revyens rejse
Omkranset af galopper af komponisten H.C. Lumbye (1810-74) blev revyen spillet på forlystelsesetablissementet Casino i Amaliegade i København, der var åbnet som teater året før, og Rundetaarn er et umiskendeligt københavnsk indslag. Erik Bøgh, der med sine egne ord havde valgt tårnet for at ”faa en aldeles upersonlig Travesti paa det grasserende Stemmefiskeri”,5  var imidlertid kraftigt inspireret af udenlandske forbilleder, når det gjaldt revyens opbygning.

Revygenren var umådelig populær i Paris, hvor den svenske forfatter August Blanche (1811-68) oplevede den og tog den med hjem til Stockholm. Her skrev han det såkaldte sceniske trylleri 1844-1845, som Erik Bøgh så i Sverige6  og tog med sig videre til Norge, hvor det inspirerede ham til landets første revy, tryllefarcen Nytaarsaften 1848-49. Hvorefter han altså førte genren videre til Danmark på opfordring af Casinos direktør, der havde set en opførelse af den norske revy i København.7 

Rundetaarn går tur
I det mindste var det noget nyt for den danske revy, at Rundetaarn var med, men selv her går der tydelige tråde tilbage til August Blanches svenske forgænger. I den indtræder nemlig på et tidspunkt ”Storkyrkotornet”, der meddeler, at ”Det var fan så kallt att så der stå på ett enda ställe, utan att röra sig det minsta; derför beslöt jag ta mig litet motion”.8  Nøjagtig den samme bevæggrund kommer Rundetaarn med i Erik Bøghs danske revy, når det synger, at

”Jeg kommer jo bare som Spøgeri,
Ellers har jeg mit Stade
Der, hvor De dagligen gaaer forbi,
Midt paa Kjøbmagergade.

Der har jeg staaet det hele Aar,
Hvad kan De meer forlange?
Om Nytaarsaften en Tour jeg gaaer,
Bør De ej blive bange.”9 

For lidt historie
Publikum virkede dog ret ligeglade med, hvor inspirationen kom fra, og tog med åbne arme imod revyen, der spillede i flere måneder, bredte sig til provinsteatrene og udkom i hele fire oplag, det sidste så sent som i 1875.10  Kun ikke forfatteren Meïr Aron Goldschmidt (1819-87) brød sig om revyen, som han mente leflede for publikum. Men heller ikke Rundetaarns rolle var han begejstret for.

”Rundetaarn holder en Tale om Valg o. desl., der er ligesaa kjedelig, som Rundetaarn er høit,” skriver Goldschmidt i sit tidsskrift Nord og Syd og beklager, at Bøgh ikke har gjort mere ud af de historiske begivenheder, som Rundetaarn har været vidne til. Tårnet har nemlig, skriver Goldschmidt, ”set mange Fyrster, bl. A. den russiske Czar Peter paa den Tid, da Danmark var saa uskandinavisk at ville dele Sverrig med Rusland; […] det er blevet ramt af Bomber, men har kastet dem tilbage fra sine Mure ligesaa let som de glade Studentersange; det har seet Cometer, der varsle Ondt eller maaskee Godt, og mulig seer det saadanne endnu i Nattens Stilhed, medens vi Andre sove”.11 

Ikke på Rundetaarn
Revyens forfatter afskrev imidlertid kritikken som nonsens, i hvert fald i sine erindringer, hvor han hæftede sig ved, at Goldschmidt ”indlod sig paa at fortælle, hvad Rundetaarn burde have talt om i Stedet for det, som det talte om”, og i øvrigt kom med en berigtigelse af Goldschmidts kritik. Den danske konges forhandling med Peter den Store om Sverige foregik nemlig ”i Hamburg og ikke paa Rundetaarn”, kunne Erik Bøgh fortælle.12 

Kritikken afholdt da heller ikke Bøgh fra at skrive flere andre revyer over nøjagtig samme læst som Nytaarsnat 1850. For eksempel skrev han 25 år senere det såkaldte lejlighedssangspil Nytaarsnat 1875, hvor flere af de medvirkende fra det første stykke passerer revy. Dog ikke Rundetaarn. Denne gang gjorde Bøgh som bonden og herremanden og lod det stå.13 

Rasmus Agertoft

Noter:
Søren Kierkegaard: ”En Opfattelse af Χstdommen”. Journalen NB32:112. I Søren Kierkegaards Skrifter. Bind 26. Journalerne NB31-NB36. Udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Gads Forlag, 2009, s. 200. For en sikkerheds skyld angiver kommentaren, at Rundetaarn er ”ved Trinitatis i København” (Søren Kierkegaards Skrifter. Bind K26. Udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Gads Forlag, 2009, s. 209).

Erik Bøgh: Min første Forfattertid. Erindringer II. Kjøbenhavn, 1897, s. 20.

Erik Bøgh: Nytaarsnat 1850. Tryllefarce med Sang i 1 Act. Andet Oplag. Kjøbenhavn, 1850, s. 6.

Alle citater fra Erik Bøgh: Nytaarsnat 1850. Tryllefarce med Sang i 1 Act. Andet Oplag. Kjøbenhavn, 1850, s. 17.

Erik Bøgh: Min første Forfattertid. Erindringer II. Kjøbenhavn, 1897, s. 18.

Annie Foss: Erik Bøgh og Københavnerliv paa hans Tid. H. Hagerup’s Forlag, København, [1920], s. 74. Det er altså ikke rigtigt, når Erik Hvidt i Politikens Revyhistorie. Revyen i Danmark fra Erik Bøgh til Jesper Klein (Politikens Forlag, 1981, s. 11) hævder, at det var Blaches stykke Magister Bläckstadius, Bøgh lod sig inspirere af.

Annie Foss: Erik Bøgh og Københavnerliv paa hans Tid. H. Hagerup’s Forlag, København, [1920], s. 81-82.

Aug. Blanche: 1844-1845. Sceniskt trolleri i En Akt. Stockholm, 1845, s. 15.

Erik Bøgh: Nytaarsnat 1850. Tryllefarce med Sang i 1 Act. Andet Oplag. Kjøbenhavn, 1850, s. 16.

10 Erik Hvidt: Politikens Revyhistorie. Revyen i Danmark fra Erik Bøgh til Jesper Klein. Politikens Forlag, 1981, s. 17.

11 ”Noget om Casinotheatret i Anledning af ’Nytaarsaften 1849-50’”. I Nord og Syd. Et Ugeskrift. Tredie Bind. Kjøbenhavn, 1850, s. 34-35.

12 Erik Bøgh: Min første Forfattertid. Erindringer II. Kjøbenhavn, 1897, s. 19.

13 Erik Bøgh: Nytaarsnat 1875. Lejligheds-Sangspil i en Akt. Kjøbenhavn, 1875.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *