Sneglegang med forhindringer

Den første biltur i Rundetaarn med dobbeltdøren i baggrunden, 1902

Det har alle dage vakt opmærksomhed, at Peter den Store (1672-1725) red op og ned ad Rundetaarns sneglegang i oktober 1716, men omtalen af den berømte ridetur har formentlig aldrig været større end i det 20. århundredes avisartikler. Når journalisterne skulle skrive om Rundetaarn, nævnte de gang på gang den russiske zar, hvis besøg på den måde blev sammenligningsgrundlag for al færdsel i tårnet.

”Der går ikke en uge uden forespørgsler fra folk, der vil gøre Peter den Store bedriften efter,” fortalte Poul Sørensen, der var inspektør i Rundetaarn fra 1968 til 1982, således på et tidspunkt til en avis. ”Så sent som i sidste uge var der et privat selskab på tolv herrer, der ville køre op og ned på rulleskøjter. Dagen efter var der en mand, der ville tage turen på et af de nymodens rullebrædder. Vi siger som regel nej.”1 

Automobilgalop
Peter den Store var også referencerammen, da ugebladet Illustreret Tidende i 1902 omtalte, hvordan ingeniør Lorenzen fra Baden havde sat sig for at vise, hvad hans bil duede til, ved at tage turen op og ned ad sneglegangen. ”Vi havde saalænge hørt al den Snak om Czar Peters Køretur op gennem Rundetaarn,” hed det i artiklen, ”at det virkelig føltes som en Lettelse, nu da denne hundredaarige Rekord er ude af Verden. Den Historie har i hvert Fald tabt Interessen, siden et lille Selskab i Søndags kørte op gennem det ærværdige Taarn pr. Automobil”.2 

Det sidste er måske ikke helt rigtigt, men sandt er det, at også bilturen op i Rundetaarn hører til en af de berømte historier om tårnet, blandt andet på grund af den iørefaldende såkaldte automobilgalop Op i Rundetaarn, der blev komponeret i anledning af turen.3  Fascinationen af hestekræfterne skal dog ikke få én til at glemme, at zaren var udsat for unfair konkurrence, ikke kun med hensyn til motoriseringen, men også hvad angår distancen.

Da ingeniør Lorenzen kørte op i Rundetaarn, kørte han nemlig ikke så langt, som zaren havde redet, men kun op til ”den Dobbeltdør, der lukker øverstoppe”, som der står i beskrivelsen i Illustreret Tidende.4  Det kan lyde mærkeligt, når man er vant til sneglegangens uafbrudt stigende spiral, men rent faktisk var den engang opdelt ikke bare ét, men to og måske endda hele tre steder.

Bankning med dørhammer
Hvis vi begynder fra oven, ser det ud til, at der har været en adskillelse lige før den nuværende trætrappe. Trappen er af nyere dato, og vi ved ikke ret meget om, hvordan forholdene nøjagtig har taget sig ud på dette sted gennem tiden. Imidlertid var der heromkring i en periode embedsbolig for Rundetaarns portner eller portnerkone, som man kunne hidkalde, hvis man skulle videre op på udsigtsplatformen.5 

”Fremmede betale nogle [skillinger] for at komme igiennem en lukket Port ved Trætrappen, til den der boende Klokkerkone”, hedder det således i en rejsebeskrivelse fra 1806, og et halvt århundrede efter skildres situationen på samme måde i en beskrivelse af København, hvor der står: ”Lidt fra oven standser denne sære Gang ved et Aflukke, der efter Bankning med en Dørhammer aabnes af vedkommende Portner, og nu fører en magelig bred Trætrappe og dernæst en lille snevrere Steendito op til det flade Tag, Platformen eller Terrassen”.6 

Lidt længere nede end øverst oppe
Helt op til den nuværende trætrappe, der har afløst en anden, som var opbygget lidt anderledes, nåede ingeniør Lorenzens automobil dog ikke i 1902. I 1822 blev Rundetaarn nemlig underkastet en større restaurering, under hvilken ”et særegent Skillerum, som afdeelte til astronomisk Brug den øverste Deel af Taarnet, og forsynedes med en passende Indgangsdør, opførtes”, som astronomen Georg Frederik Ursin (1797-1849) skrev få år efter, hvorefter han fortsatte: ”I det rummelige Locale, som derved vandtes, kunde nu opstilles en Deel af de ældre Instrumenter, som vel ikke længere ere brugelige, men stedse have en historisk Værd.”7 

Den nye skillevæg sad lidt længere oppe end indgangen til Ringerloftet8  og var altså kun med meget god vilje ”øverstoppe”, som Illustreret Tidende ellers hævdede i sin beskrivelse af Lorenzens biltur. Til gengæld gengiver ugebladet et foto af bilen, bag hvilken man tydeligt ser den omtalte dobbeltdør og endda aner en af de dørhamre af form som løvehoveder, der har siddet på den, og som stadig findes i Rundetaarns samling.9 

En afspærring mere, tak!
Ingeniørens automobil kunne ikke komme videre, og tilsyneladende måtte også tårnets gående turister af og til stoppe her. Da filosoffen Henrik Steffens (1773-1845) og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) i 1840 besøgte Rundetaarn, hedder det i hvert fald i en beskrivelse, at de skrev deres navne på væggen ”ved den første spærrede Dør, hvor man først bliver standset”.10  Da der året efter klages over den manglende tilgængelighed i ugebladet Politievennen, står det imidlertid ikke helt klart, om den forhindring, der omtales, er skillevæggen fra 1822 cirka midt i tårnet eller porten ved portnerboligen, der på det tidspunkt stod tom.

”I forrige Uge gik Anmelderen med tvende reisende svenske Herrer op på Rundetaarn, for, efter de Fremmedes Forlangende, at forskaffe dem denne mærkelige og for sin Bygningsmaade endog i Udlandet bekjendte bygning at see, og fra dens øverste Deel at nyde det ypperlige Skue, som Udsigten derfra frembyder”, hedder det i Politievennen. ”Men ankomne til den Dør, hvorigjennem man forhen, mod 2 Sk. Erlæggelse, fik Adgang til Taarnets øverste Deel, var og blev denne, uagtet al Banken og Larmen, lukket, og vi maatte vende tilbage med uforrettet Sag.”11 

De dårlige forhold for sightseeing får dog ikke klageren til at ønske sig adskillelsen væk, men til at benytte lejligheden til at foreslå, at man istandsætter sneglegangens underste snoninger, som gadedrenge bruger til at spille bold i. ”Naar dette var skeet,” skriver han, ”burde Adgangen til den nederste Deel af Taarnet spærres ligesom til den øverste, med Undtagelse af de Timer, hvori Universitets-Bibliotheket staaer aabent; i hvilken Tid en Mand burde have Post ved Indgangen for at afholde Drenge og Lazaroner fra at drive deres Uvæsen der.”12 

Foldbar væg
Nogle årtier senere kom der virkelig endnu en adskillelse, denne gang i form af et ”stakitværk af træ” lige over indgangen til Trinitatis Kirkes orgelpulpitur. Det skete formentlig omkring 1870,13  hvilket passer med, at der på dette tidspunkt ikke længere var brug for uhindret adgang til Universitetsbiblioteket, der var flyttet i 1861.

Det er ikke fuldstændig sikkerhed om, hvornår de to eller tre adskillelsesforanstaltninger blev fjernet igen. Det bedste bud lyder, at i hvert fald de to nederste forsvandt under en istandsættelse i 1921-22,14  selv om netop disse besynderligt nok stadig er med på nogle tegninger baseret på opmålinger, der blev lavet af Rundetaarn i 1923-25.15 

Hvorom alting er, fandtes også den nederste adskillelse, stakitværket af træ, da ingeniør Lorenzen kørte i bil op og ned ad sneglegangen. Tilsyneladende har væggen dog kunnet foldes sammen,16  så ingeniøren kunne fortsætte nogle snoninger opad. Ellers kunne man vel også dårligt sige, at han havde taget kampen op med Peter den Store.

Rasmus Agertoft

Noter:
”To artister forsøgte at overgå Peter den Store: Rullede på kugler op i Rundetårn”. Udateret artikel i Rundetaarns arkiv.

Pr. Automobil op i Rundetaarn”. I Illustreret Tidende. 43. Bind, Nr. 41, 13. Juli 1902, s. 650.

Erik Hildesheim: ”Veteranbiler på noder”. I Berlingske Tidende, 17. januar 1971. Indspillet som ”Automobilgalop i Rundetaarn: 1902 versus 2011”.

Pr. Automobil op i Rundetaarn”. I Illustreret Tidende. 43. Bind, Nr. 41, 13. Juli 1902, s. 650.

Jesper Vang Hansen: ”’Der bor en Mand i Rundetaarn’. Om boligforholdene i tårnet i 250 år”. I Inger Wiene, Kirsten Sandholt og Jesper Vang Hansen (red.): Runde Kirke, Taarn og Sogn. Trinitatis gennem 350 år. Nyt Nordisk Forlag, 2006, s. 55-69.

Claudius Rosenhoff: Kjøbenhavn. Illustreret Veiviser og Beskrivelse over Byen og Omegnen. Kjøbenhavn, 1857, s. 47.

G.F. Ursin: Historisk Beretning om Universitæts-Observatoriet paa Rundetaarn. Kjøbenhavn, 1826, s. 50.

Der synes altså at være tale om en misforståelse, når Danmarks Kirker om 1822-restaureringen skriver, at ”Et skillerum blev opført tværs over sneglegangen ved indgangen til biblioteket”. ”Trinitatis kirke”. I Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. 260.

Harald Mortensen: ”Den astronomisk-historiske Samling”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 121.

10 Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. Udgivet af Rigmor Stampe. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1912, s. 67.

11 ”Om Rundetaarn”. I Politievennen. Nr. 1353. Løverdagen, den 4de December 1841, s. 769.

12 ”Om Rundetaarn”. I Politievennen. Nr. 1353. Løverdagen, den 4de December 1841, s. 771.

13 ”Trinitatis kirke”. I Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. 385.

14 ”Trinitatis kirke”. I Danmarks Kirker, København, 1:2, 1960-65, s. 385.

15 Helge Finsen og Willy Hansen (red.): Rundetaarn og Trinitatis Kirke. Foreningen af 3. December 1892, 1932, s. 13.

16 Niels Wiig: ”Der bor en Mand i Rundetaarn”. I Hver 8 Dag. Aargang 1901-1902, Nr. 5. Søndagen den 3. November 1901, s. 74.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *