Vandtårnet i Købmagergade

IMG_2611

En forblæst majdag i 2015 løste en mand med en let duvende gang og ansatser til truckerskæg billet til Rundetaarn og satte kursen mod udsigtsplatformen. Her forcerede han det sikkerhedshegn, der siden 1890 har suppleret Caspar Finckes gamle smedejernsgitter, drak en tår af en medbragt dåseøl, åbnede gylpen – og ladede sit vand ud over København gennem gitterets symmetriske snirkler.

Performancekunstneren Uwe Max Jensen (for ham var det nemlig) var ikke bare almindelig tissetrængende, men ønskede efter eget udsagn at benytte Rundetaarn som ”sokkel for en vandkunst”, som han udtalte i et forklarende interview. Her lod han også forstå, at tisseriet var en happening. ”Det er ikke min intention at pisse på nogen,” sagde han.¹

Hovedparten af kunstnerens dråber landede da også på Landemærkets brolægning. Og selv om de sagesløse forbipasserende har været i en vis fare, blev Rundetaarns sneglegang i det mindste denne gang holdt skadesløs. Den har ellers lagt ryg til lidt af hvert i urinalsk henseende.

Urenlighed i sneglegangen
Umiddelbart skulle man ikke tro, at det havde været det store problem. En gammel vits lyder, at aarhusianerne altid bor i runde huse, for så tisser hundene ikke i hjørnerne, og en sneglegang har i sagens natur som udgangspunkt ingen hjørner. Der er dog adskillige nicher, og de er tilsyneladende blevet brugt i en grad, så Rundetaarn i år 1800 kunne kaldes ”Det kunstigste Vandhus i hele Kjøbenhavn”.2

Det blev det i det nye ugeblad Politivennen, der i en indigneret tone påtalte alskens brud på den offentlige orden. Man kunne for eksempel læse en ”Bøn til en vis Hunds Ejer i store Kannikestræde”, ”Om Urtepotters Farlighed i Vinduer” og ”Endnu mere om Huller i Vejene”. Det lyder som de rene petitesser, men faktisk var det banebrydende at føre offentlig debat om også mere principielle emner i enevældens og censurens tidsalder.

Den række indlæg om urenligheden i sneglegangen, der bliver bragt i årene omkring år 1800, skyldes da heller ikke bare en sart næse. Man skammer sig over, at besøgende fra ind- og udland skal opleve en af Københavns store attraktioner i den forfatning, og frygter for, at det runde vandtårn skal bringe vanære. Som der står i Politivennen i 1799: ”Ikke at tale om, at Udenbyesfolk og Rejsende, som gjerne pleje at gaae derop for den frie Udsigts Skyld over Byen, maae ved Synet af slig Svinskhed fatte de allerufordelagtigste Tanker om Kjøbenhavnernes Renlighed.”3 Eller i 1805: ”Fremmede have største Grund til at troe at de ikke betræde Dannemarks Observatorium, men Kjøbenhavns offentlige Lokum”.4

Hvor mennesker samles
Det store problem var øjensynligt, at folk simpelthen ikke kunne holde sig. ”En af de Ulejligheder en stor Stad medfører, er at Folk, især de, hvis Forretninger idelig kalde dem fra een Deel af Staden til en anden, i en Afstand fra Hjemmet overfaldes af Trang til de naturlige Udtømmelser”, lyder det i 1798, igen i Politivennen,5 og i 1807 bliver generne yderligere udpenslet i lægen Henrich Callisens bog Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn, der er et forsøg på at forbedre den almene sundhedstilstand i byen:

”Mere almindeligt er det i Kiøbenhavn, at de Gaaende, især af Mand-Kiønnet, paa Gaden lade deres Vand ved Husene, Murene og i Portene. Hvor mange Mennesker ofte ere samlede, som i Skuespilhuset, der møder den Forbigaaende, endog i en lang Frastand, de flygtige Uddunstninger af det Vand, som i Mængde bliver ladt paa dette og lignende Stæder”.6

Et genskabt lokum
Hvis man havde tålmodighed til at gå lidt længere til tops i sneglegangen, fandtes der dog faktisk egentlige toiletforhold i Rundetaarn. Både lige uden for Bibliotekssalen og ved astronomernes arbejdsværelser øverst oppe var der lige fra tårnets indvielse retirader, ”hvorfra Excramenter igjennem en Huulhed i Taarnet falde ned i en Grube som er anbragt i Jorden ved Taarnets Fod”, som det hed i en rapport fra 1865.7

Af rapporten fremgik det også, at retiraden ”Efter sigende”, som det noget vantro hed, ikke skulle være blevet renset de sidste 50-60 år, hvilket nok skal forstås sådan, at latringruben ikke var blevet tømt. Det gjorde den først i 1921, knap 20 år efter at de gamle lokummer var blevet afløst af vandskyllende toiletter.

I 2006 blev lokummet ved Bibliotekssalen, der i en årrække havde været brugt til opbevaring, rekonstrueret og åbnet for publikum. Dog kun til besigtigelse. Skal man lade sit vand, anbefales et af Rundetaarns glimrende toiletter. Det er i øvrigt også meget nemmere end at forsøge at gøre Uwe Max Jensen kunsten efter.

Rasmus Agertoft

 

Noter:

¹ Forløbet er dokumenteret på www.snaphanen.dk

² Politivennen. Et ugentligt Almuesblad. Ottende Hæfte, No. 98, 1800, s. 1560.

³ ”Et Spørgsmaal angaaende Opgangen paa Rundetaarn”. I Politivennen. Et ugentligt Almuesblad. Fierde Hæfte, No. 46, 1799, s. 726.

4 ”Fortsættelse af det i Politivennen forhen paaankede Svineri paa Rundetaarn”. I Politivennen. Et ugentligt Almuesblad. Otte og tyvende Hæfte, No. 361, 1805, s. 5739.

5 Politievennen. Et ugentligt Almuesblad. Andet Hæfte, No. 14, 1798, s. 222-23.

6 Henrich Callisen: Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn. Første Deel, Kiøbenhavn, 1807, s. 195-96.

7 Københavns Stadsarkiv, Trinitatis Kirkes arkiv, indkomne sager 1842-1869.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Ét svar

  1. ole krab siger:

    er utrolig glad for givende informationer,tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *