Den, der lever skjult

Da man i 1931 restaurerede orgelet i Trinitatis Kirke, fandt man en gammel marmortavle under det store instrument.1 Fem år senere blev marmortavlen hængt op i Rundetaarns sneglegang, for marmortavler er nu engang ikke bestemt til at være gemt af vejen. Eller sagt på en anden måde: Den gamle sentens om, at den, der lever skjult, lever godt, er ikke møntet på dem.

Ordene, som mest berømt er blevet formuleret af den romerske digter Ovid, passer langt bedre på en af 1700-tallets mindre kendte videnskabsdyrkere, den astronomiske forfatter Johan Samuel Augustin (1715-1785). Det mente han i hvert fald selv, for sentensen var hans motto, som også kom til at stå på hans grav.2

Helt formåede han dog ikke at holde sig under radaren. Selv om det ikke er noget, der tales højt om på marmorpladen i sneglegangen, var det nemlig for eksempel ham, der forfattede dens latinske tekst.3 Når han trods alt er blevet husket i eftertiden, skyldes det dog betegnende nok i højere grad hans sidste hvilested end hans liv.

Usund stank
Da Johan Samuel Augustin, der var født i hertugdømmet Slesvig, men endte sine dage i København, døde i 1785, var det nemlig stadig kutyme, at folk, der havde mulighed for det, foretrak at lade sig begrave inden for byens volde og allerhelst inde i kirkerne, hvor det var mest fornemt at ligge.

Ifølge den samtidige skribent Rasmus Nyerup (1759-1829) gik begravelsen i kirkerne imod selve formålet med et mindesmærke, for som han skriver: “Navnet Begravelses-Monumenter fortjene de i dobbelt Henseende, da det baade er Monumenter som begraves og gjemmes i Afkroge, og de tillige begrave og udslukke den Afdödes Minde, som de skulde tjene til at vedligeholde.” Men værre endnu udsendte ligene en stank, som både var ubehagelig og udgjorde en sundhedsrisiko i den tætbefolkede hovedstad. Eller med Nyerups ord: “de af saa mange Begravnes Lig opstigende mephitiske [usunde] Dunster forgifte Luften”.4

Under åben himmel
For at komme problemet til livs var der allerede i 1760 blevet anlagt en kirkegård uden for voldene, der skulle aflaste byens begravelsespladser. Det var imidlertid svært at få de fine københavnere, de såkaldte folk af stand, til at benytte den nye Assistens Kirkegård, der i lang tid kun blev benyttet af byens mindre bemidlede.5

Der kom først rigtig skred i tingene, da Augustin traf den usædvanlige beslutning, at han ville begraves ”auf dem Armen-Kirchhofe vor dem Norderthor” (”på fattigkirkegården uden for Nørreport”), som han skrev i et tillæg til sit testamente få måneder før sin død.6 Nyerup sammenfatter hans sidste vilje med ordene: “Paa Gravsens Bredde gav ham hans skyldfri Aand det Vidnesbyrd at han aldrig havde fornærmet Nogen i levende Live; nu vilde han ej heller efter Döden forgifte den Luft som de Efterlevende skulde indaande; han vilde hvile under aaben Himmel”.7

En populær kirkegård
Som sagt, så gjort. Augustin blev som ”den første Mand af nogen Anseelse og ophøjet Stilling i Staten”8 begravet på Assistens Kirkegård, og hurtigt fulgte mange andre trop, blandt andet hjulpet på vej af et forbud i 1805 mod at anlægge nye indendørs begravelser.

En af dem, der kom til at ligge på den tidligere fattigkirkegård, var en af 1700-tallets største danske billedhuggere, Johannes Wiedewelt (1731-1802). Han stod også bag adskillige af kirkegårdens gravmæler, blandt andet det over Augustin, som han havde været venner med i mange år9 og tidligere samarbejdet med om en Holberg-udgave.10 Wiedewelts gravsten over Augustin, der var placeret i kirkegårdsmuren, er dog siden forsvundet og erstattet af en nyere.11

Grundigt til værks
Bedre er det gået med marmortavlen i Rundetaarns sneglegang, der også er hugget af Johannes Wiedewelt, selv om den unægtelig hører til hans mere beskedne værker.12 I tidens løb har den blot mistet forgyldningen af sine bogstaver og er som sagt blevet flyttet. Den sad oprindelig over indgangen til observatoriet på toppen af Rundetaarn,13 hvor den fortalte om en ny observatoriebygning fra slutningen af 1700-tallet. Efter at familien Horrebow gennem store dele af århundredet havde haft ansvaret for observatoriet, trængte det nemlig til en gennemgribende fornyelse, og den nye leder, Thomas Bugge (1740-1815), gik grundigt til værks og rejste rundt i Europa for at se på, hvordan de mest moderne observatorier var indrettet.

Da Bugge kom hjem, rev han det gamle observatorium ned og byggede et nyt i form af en ottekantet bygning med to sidefløje og forsynede det med nye instrumenter.14 Eller som det hedder i en dansk oversættelse af Augustins latinske tekst på marmorpladen: “Støttet af Kong Christian VII’s Rundhaandethed sørgede Grev Otto de Thott for at dette ny Observatorium, efter at det ved den kongelige Gavmildhed var udrustet med de bedste Instrumenter, kunde indvies til Urania den 11. Oktober 1780.”15

Amatørastronomer
Flere af de implicerede personer kendte hinanden fra Videnskabernes Selskab, hvor grev Thott (1703-85), der selv var astronomisk interesseret og havde et privat observatorium bag sit palæ på Kongens Nytorv,16 var æresmedlem.

Thomas Bugge var almindeligt medlem ligesom Augustin, der havde studeret astronomi i sine unge år og bidrog med flere foredrag for selskabets medlemmer, hvoraf et par stykker blev publiceret, blandt andet et ”Om Forskiellen imellem Tycho Brahes og Picards Meridian af Uraniborg”, som han havde holdt tre år før observatoriets nyindvielse.17 Også Augustin lavede i øvrigt private astronomiske observationer. Efter hans død blev en af hans kikkerter således erhvervet af Bugge til observatoriet på Rundetaarn.18

Endnu en tavle
Summen af gode kræfter skulle dog vise sig ikke at være nok. Hverken observatoriet eller instrumenterne var helt så gode, som Augustin gav udtryk for på marmortavlen,19 og på et tidspunkt, måske i forbindelse med nedlæggelsen af observatoriet i 1861, blev tavlen taget ned og glemt. Indtil den altså blev genfundet under Trinitatis Kirkes orgel og sat op i sneglegangen, selv om tårnets arkitekt, Henning Hansen (1880-1945), egentlig havde frarådet det og hellere ville have den til at indgå i den nys oprettede astronomisk-historiske samling.20

Oprettelsen af denne samling faldt sammen med opførelsen af det nuværende folkeobservatorium i 1929, og begge dele blev mindet på endnu en tavle, som blev sat op sammen med Augustins og Wiedewelts. Den regerende konge nævnes stadig på den nye tavle, men hovedrollen spilles af borgmester Ernst Kaper (1874-1940), der også var formand for tårnets bestyrelse, og af Københavns magistrat, der kort forinden havde overtaget administrationen af Rundetaarn. Og det skulle i hvert fald ikke skjules.21

Rasmus Agertoft

Noter:

1“Referat af møde i Udvalg angaaende Rundetaarn af 26. oktober 1932”. Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 20. En senere oplysning om, at tavlen fandtes “ovenpaa” orgelet, lader altså ikke til at være rigtig (Andreas Nissen: “Rundetaarn som Observatorium”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 95).

2R. Nyerup: ”Johan Samuel Augustin”. I G.L. Lahde (red.): Mindesmærker ved Kiöbenhavn. [1801-11], s. 1.

3Fr. J. Meier: Efterretninger om Billedhuggeren Johannes Wiedewelt og om Kunstakademiet paa hans Tid. Et Bidrag til den danske Kunsthistorie. C.A. Reitzel, Kjøbenhavn, 1877, s. 274.

4[G.L. Lahde og Rasmus Nyerup]: ”Wiedewelt”. I Samling af fortjente danske Mænds Portraiter med biographiske Efterretninger. Anden Deel. Kiøbenhavn, 1799, s. 34.

5Ditlev Tamm: Dødens triumf – mennesket og døden i Vesteuropa fra middelalderen til vore dage. G.E.C. Gads Forlag, København, 1992, s. 88-92.

6Citeret fra R. Nyerup: ”Johan Samuel Augustin”. I G.L. Lahde (red.): Mindesmærker ved Kiöbenhavn. [1801-11], s. 7.

7[G.L. Lahde og Rasmus Nyerup]: ”Wiedewelt”. I Samling af fortjente danske Mænds Portraiter med biographiske Efterretninger. Anden Deel. Kiøbenhavn, 1799, s. 34.

8R. Nyerup: ”Johan Samuel Augustin”. I G.L. Lahde (red.): Mindesmærker ved Kiöbenhavn. [1801-11], s. 1.

9R. Nyerup: ”Johan Samuel Augustin”. I G.L. Lahde (red.): Mindesmærker ved Kiöbenhavn. [1801-11], s. 8.

10Ludvig Holberg: Peder Paars, et heroisk-comisk Poema. Udgivet paa nye ved et Selskab. Kiöbenhavn, 1772.

11Kirsten Lindberg: ”Meetings with Wiedewelt through the Years”. I Marjatta Nielsen og Annette Rathje (red.): Johannes Wiedewelt. A Danish Artist in Search of the Past, Shaping the Future. Museum Tusculanum Press, University of Copenhagen, 2010, s. 309-12.

12[Nicolai Jonge]: Nicolai Jonges Københavns Beskrivelse. Den hidtil utrykte Part, indeholdende Rosenborg, Købmager og Øster Kvarterer samt de nyere Dele af Staden. Udgivet af Selskabet for Dansk Kulturhistorie. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forslag, København, 1945, s. 44.

13[Nicolai Jonge]: Nicolai Jonges Københavns Beskrivelse. Den hidtil utrykte Part, indeholdende Rosenborg, Købmager og Øster Kvarterer samt de nyere Dele af Staden. Udgivet af Selskabet for Dansk Kulturhistorie. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forslag, København, 1945, s. 43

14C. Luplau Janssen: “Observatoriet paa Rundetaarn”. I Historiske Meddelelser om København, 1938, s. 324-25.

15Andreas Nissen: “Rundetaarn som Observatorium”. I Rundetaarn 1637-1937. Levin & Munksgaard, 1937, s. 95.

16Palle Birkelund: ”Det Thottske biblioteks sidste dage”. I Fra de gamle Bøgers Verden. Festskrift fra en Kreds af Husets Venner, udsendt i Anledning af Firmaet Herman H.J. Lynge & Søns 100-aarige Bestaaen som videnskabeligt Antikvariat 1853-1953. Herman H.J. Lynge & Søn, København, 1953, s. 86.

17I Skrifter, som udi det Kongelige Videnskabers Selskab ere fremlagde, og nu til Trykken befordrede. Tolvte Deel. Kjøbenhavn, 1779, s. 191-216.

18Claus Thykier, Kjeld Gyldenkernerne og Per Barner Darnell: Dansk astronomi gennem firehundrede år. Rhodos, 1990. Bind II, s. 186.

19C. Luplau Janssen: “Observatoriet paa Rundetaarn”. I Historiske Meddelelser om København, 1938, s. 326.

20“Referat af møde i Udvalg angaaende Rundetaarn af 26. oktober 1932”. Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 20-21.

21Jf. Jesper Vang Hansen: ”Rundetaarn – kirkens eller byens tårn?”. I Inger Wiene, Kirsten Sandholt og Jesper Vang Hansen (red.): Runde Kirke, Taarn og Sogn. Trinitatis gennem 350 år. Nyt Nordisk Forlag, 2006, s. 179.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *