Handel i alle højder

En gammel vits handler om en norsk turist, der står og betragter Rundetaarn. “Et saadant taarn har I vel ikke i Norge?” spørger en dansker, hvorpå nordmanden svarer: “Nej, men havde vi haft et, ville det have været baade højere og rundere.”1 

Nu skal man ikke være for firkantet, når det gælder spørgsmål om rundhed, men i hvert fald det dér med højden er ikke helt rigtigt. For Norge har faktisk et ”Runde Tårn”, som imidlertid er en hel del lavere end sin navnebror i København. Til gengæld kan det gennem sin funktion være med til at kaste lys over en mere upåagtet del af livet gennem århundreder i det danske Rundetaarn.

Fjer til salg
Norges ”Runde Tårn”, der ligger på Torget i Bergen og ligesom det danske Rundetaarn har fået sit navn på grund af faconen på sin grundplan, blev nemlig bygget som kiosk i 1923, til at begynde med i kombination med en afdeling for offentlige toiletter, men fra 1985 indrettet udelukkende til salg.2  Hvor mennesker samles, er der altid basis for at tjene en skilling. Det gælder på Torget i Bergen og i Rundetaarn i København, hvor kioskdriften også lever i bedste velgående.

Måske har der altid været nogen, der udbød en forfriskning eller andet til salg, når folk nu alligevel besøgte Københavns mest charmerende udsigt fra platformen for enden af sneglegangen. Den første omtale, vi har om salg i Rundetaarn, stammer dog fra 1800-tallet, hvor der angiveligt i begyndelsen af sneglegangen har været et udsalg af de fjer, som tårnets portner tjente lidt ekstra på at opbevare på Ringerloftet og sælge til pyntelystne damer. Tilsyneladende har fjerene svinet temmelig meget, for i 1806 anfører en kilde, at ”Fjerudsalgets Ophør” nu gør det nemmere at renholde opgangen til Universitetsbiblioteket, der dengang lå på etagen over Trinitatis Kirke med indgang fra Rundetaarn.3 

Kager og æbler
På et tidspunkt er fjerene blevet erstattet af eller suppleret med mere spiselige varer. I sin roman At være eller ikke være beskriver H.C. Andersen (1805-75) således, hvordan en såkaldt æblekone ved navn ”Mo’er Børre” har en lille bod ved indgangen til Rundetaarn. Ifølge H.C. Andersen sælger den gamle æblekone ”Frugt og de af Børnene meget yndede Sukkergrise til fire for een Skilling, billige, velsmagende og altid rosenrøde” og har stort set altid åbent, idet ”hun sad der Sommer og Vinter; men paa den koldeste Tid havde hun Ildpotte”.4 

H.C. Andersens æblekone er erhvervsaktiv på et tidspunkt, hvor forløberen for Nationalmuseet endnu havde til huse i Bibliotekssalen, det vil sige før 1832. Selve romanen er dog fra 1857, og netop fra denne periode kendes flere vidnesbyrd om en bod lige inden for porten til Rundetaarn. I Danmarks første revy, der blev opført nytårsaften 1849, fortæller Rundetaarn selv, at ”jeg har end ikke selv forsmaaet at drive borgerlig Næring med Kager og Æbler i min underste Etage”,5  og i en tegning dateret 1854 ses et sortiment af varer fremlagt på hylder lige inden for porten og tilsyneladende suppleret med brændevinsankre.

En stadig gentagelse
Så stærke sager kunne man ikke få i Rundetaarn i 1920’erne, hvor de besøgende tilsyneladende er blevet spist af med postkort. I 1928 kom Rundetaarn til at høre administrativt under magistraten, altså Københavns Kommune, som året efter overtog forhandlingen af kortene. Rent praktisk var det formentlig allerede da opsynsmanden, der solgte dem, for i 1930 bliver det besluttet, at han skal have tre øre for hvert kort, der sælges.6 

Om der er blevet solgt for få kort, eller om bemeldte opsynsmand bare ville de besøgende det godt, fremgår ikke, men tre år efter anmoder han om ”Tilladelse til at forhandle Sodavand og Sukkervarer og lignende i Taarnet”. Det såkaldte ”Udvalg angaaende Rundetaarn”, som var nedsat af magistraten og Trinitatis Kirke, afslog hans anmodning,7  og historien er et tydeligt eksempel på den kamp om sortimentet i Rundetaarn, der kendetegner store dele af det 20. århundrede. Historien om salg af souvenirs og forfriskninger er nemlig en stadig gentagelse af forsøget på at øge fortjenesten ved at snige nye varer ind – og en stadig afvisning af ting, som man mente var under Rundetaarns standard.

Det, opsynsmanden ikke havde haft held til, lykkedes imidlertid få år senere for grosserer I. Chr. Olsen, der gennem sit kunstforlag lige havde introduceret den første lågejulekalender i Danmark. Også denne gang begyndte det med postkortene, som grosserer Olsen i 1934 gav tilbud på forhandlingen af. Året efter ansøger han så om retten til at forhandle ”Blade, Cigarer, Cigaretter, Is, Chokolade, Prospektkort og Souvenirs i Rundetaarn”, og modsat opsynsmanden får han lov, blandt andet dog på betingelse af, at ”der herfor svares en Afgift paa 600 Kr., eller forsaavidt et Opholdsrum for Sælgerne stilles til Raadighed i Observatoriet 700 Kr.”, som det hedder i udvalgets forhandlingsprotokol fra et møde den 20. marts 1935.8 

Dørsalg på toppen
Ved det samme møde var der også forslag fra arkitekten Henning Hansen (1880-1945), der i 1928 havde været med til at tegne præstegården til Trinitatis Kirke, om ”Indrettelse af en Kiosk paa Taarnets Platform”. Forslaget blev forkastet af udvalget, der vedtog, at man i stedet skulle ”søge et mindre Opholdsrum indrettet i Observatoriet til Brug for Sælgerne paa Platformen”.9 

Det lader dog ikke til, at grosserer Olsen har været tilfreds med et mindre opholdsrum. I bemærkningerne til budgetforslaget for Rundetaarn for regnskabsåret 1938-39 kan man således læse, at magistraten inden marts 1938 vil have fjernet “den Kiosk, som Indehaveren af Forhandlingsretten for indeværende Regnskabsaar har ladet opføre paa Platformen”. Anken lød på, at “dens Anbringelse dels er til Gene for Adgangen til Platformen dels spærrer for Udgangen gennem det inderste Gitter til det yderste Rækværk samt dels skæmmer Taarnets Udseende”.

Desuden fremgår det, at magistraten har “fundet det rigtigst at begrænse de Varer, som fremtidig maa forhandles i Taarnet til Postkort, Is, Chokolade- og Sukkervarer samt Sodavand”, samt at der ikke “fremtidig vil blive givet Tilladelse til Opstilling af Kiosk el. lign. paa Platformen, samt at Salget herefter skal ske fra det Rum i Observatoriets Bygning, som hidtil har været stillet til Raadighed for Indehaveren af Forhandlingsretten, og hvorfra der ved Indsættelse af en Dør vil blive direkte Udgang til Platformen, saaledes at Salget kan ske fra denne Dør”.10 

Faldende indtægter
Indehaveren af forhandlingsretten klagede imidlertid sin nød og anførte, at han havde brugt mange penge både på opførelsen af den ulovlige kiosk og varer til at sælge i den, og han fik lov til at lade den stå. Dog besluttede man at lade “Taarnets Arkitekt udarbejde Forslag til en permanent Kiosk paa Platformen”,11  og engang mellem den 1. april 1939 og 31. marts 1940 fik Rundetaarn sin arkitekttegnede topkiosk formedelst 2084 kroner og 79 øre.12 

Da tyske tropper kort efter besatte Danmark, betød det et kraftigt fald i indtægten fra kiosken, fordi der kom færre gæster som følge af indskrænkede åbningstider og udeblivelsen af feriebørn fra provinsen. 13  Det forhindrede dog ikke en avisreportage fra 1941 i at omtale den nyopførte topkiosk som et “vældigt Bolcheglas”, mens der med en hilsen til Rundetaarns funktion som observatorium står om betjeningen, at “Jomfruen derinde er maaske hende, der lyser om Aftenen paa Himlen”.14 

Alsidighed og kvalitet
Efter besættelsen tog forpagteren af kiosken tilsyneladende revanche for den tabte indtægt. I hvert fald kritiseres sortimentet i 1953 af Det Særlige Kirkesyn under Kirkeministeriet, der henstiller til, at ”spørgsmålet om de i tårnets kiosk forhandlede varers kvalitet bliver løst inden næste turistsæsons begyndelse”.15 

Det fremgår ikke, hvad det er for varer, der vækker så meget anstød, og heller ikke om det lykkes at få styr på dem. Noget tyder dog på, at det ikke er tilfældet. Da Københavns Kristelige Studenterbevægelse i 1961 henvender sig til ”Rundetårns-udvalget”, det vil sige den daværende bestyrelse, med et tilbud om at overtage kioskdriften, lyder en del af studenternes argumentation nemlig, at ”det ville være en morsom opgave at finde frem til gedigne emner til forhandling fra kiosken, så salgsbodens muligheder for at vise dansk kunsthåndværks alsidighed og kvalitet blev udnyttet for alvor”.16 

En halv million Piratos
Studenterbevægelsens tilbud bliver accepteret, og den allierer sig med designeren Erik Ellegaard Frederiksen (1924-97) som rådgiver for at få fremstillet de helt rigtige ting til salg i kiosken. Den slags tager tid, så selv om forpagtningen begynder i 1962, går der tre år, før det nye, ambitiøse sortiment er på plads.17 

Det er nemlig ikke småting, der er blevet produceret til lejligheden. Man har fået lavet lysbilleder eller ”Colour Slides”, tændstikæsker, honningkager med Christian IV og sølvskeer med Rundetaarn. Andre idéer har man dog måttet opgive. I en oversigt over, hvad det vil koste at producere varerne, står der således, at “Det har været umuligt at formå nogen til at lave en lakridsmønt, da der fremstilles piratos af et ton lakrids af gangen og det svarer til ca ½ million stk. som vi ikke vil kunne afsætte før de er uspiselige”. Heller ikke specielle is bliver til noget, eftersom isfirmaet ikke kan ”påtage sig at lægge specielt papir om ispindene, selv ikke mod en stor overpris. Isen vil blive så dyr at den ikke kan sælges. Grunden er at finde i fabrikkernes rationalisering”.18 

De specielle varer krævede naturligvis, at den gamle kiosk blev nyindrettet på bedste vis. Allerede i sit tilbud fra 1961 om at forpagte kiosken foreslår studenterbevægelsen, at ”vi blandt vore egne folk” kan få assistance hos arkitekt Johannes Exner (1926-2015), og det er muligvis dette forslag, der fører til, at han og hans hustru, Inger Exner (født 1926), i 1964 ansættes som Rundetaarns arkitekter. Det er i den funktion, Johannes Exner først på året 1965 står for nyindretningen af kiosken og korresponderer med kongelig bygningsinspektør, arkitekt Niels Koppel (1914-2009), der er medlem af ”Rundetårns-udvalget”.

Beskeden og ydmyg
Koppel er bestemt ikke begejstret for kiosken og skriver til ægteparret Exner, at “Jeg er stadigvæk af den opfattelse, at kioskvirksomheden på toppen af Rundetårn allerhelst burde nedlægges”. Han tilføjer imidlertid, at ”Som det næstbedste mener jeg, at salget bør saneres til et anstændigt og beskedent udvalg, hvilket jo nu er ved at ske. I tråd med denne sanering bør kiosken allerhelst væk, således at denne handel bliver så lidt påtrængende heroppe som muligt. Jeg kan forstå på Deres brev, at De ikke mener at kunne komme af med den. Når dette ikke kan gøres, må det tilstræbes at gøre kiosken så beskeden og ydmyg som mulig”.19 

Kiosken bestod altså, og man er her i den temmelig unikke situation, at nogle af efterkrigstidens mest toneangivende arkitekter brevveksler om dens skæbne. Men lige meget hjalp det. Om de lødigere varer trods alt ikke faldt i det brede publikums smag, fremgår ikke, men i hvert fald havde studenterbevægelsen svært ved at betale afdragene på det betragtelige lån, den havde fået til at få kioskdriften op at køre, og i 1971 blev forpagtningen opsagt, efter at kiosken slet havde været åben i hele 1970.20 

I dag kan man året rundt købe sine souvenirs og forfriskninger i Rundetaarns butik i Bibliotekssalen, der blev åbnet for publikum i 1987. Og sommer efter sommer har kiosken på toppen, der har fået sin seneste overhaling i foråret 2018 under ledelse af arkitekt Søren Munck Mikkelsen, forsynet turister med alt fra is til postkort. Nogenlunde ligesom den på Torget i Bergen. Bare lidt højere oppe i luften.

Rasmus Agertoft

Noter:

Holbæk Amts Venstreblad, 6. januar 1967.

Det antikvariske register for Bergen. Sone 2: Fra Skuteviken til Stadsporten. Ny utgave. Bergen, 1994, s. 55.

Citeret fra Victor Hermansen: ”Runestenene ved Rundetaarn. Et Bidrag til dansk Museumshistorie”. I Historiske meddelelser om København. Række 3, Bd. 2 (1937), s. 352. Jf. Jesper Vang Hansen: Ringerloftets historie. Trinitatis Kirkes loft med indgang fra Rundetaarn. Rundetaarns forlag, København, 2007, s. 15.

H.C. Andersen: At være eller ikke være. Roman i tre Dele. Kjøbenhavn, 1857, s. 19. Jf. s. 12.

Erik Bøgh: Nytaarsnat 1850. Tryllefarce med Sang i 1 Act. Andet Oplag. Kjøbenhavn, 1850, s. 17.

Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 10 og 15.

Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 24.

Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 26 og 28.

Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 28.

10 Rundetaarns arkiv, Forslag til Budget for Rundetaarn og det i dette indrettede Observatorium samt for Den historisk-astronomiske Samling for 1938/39, Bemærkninger til Budgetforslaget.

11 Rundetaarns arkiv, Forslag til Budget for Rundetaarn og det i dette indrettede Observatorium samt for Den historisk-astronomiske Samling for 1939/40, Bemærkninger til Budgetforslaget.

12 Rundetaarns arkiv, Regnskab for Rundetaarn og det i dette indrettede Observatorium samt for Den historisk-astronomiske Samling for 1939/40.

13 Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 37, og Rundetaarns arkiv, Forslag til Budget for Rundetaarn og det i dette indrettede Observatorium samt for Den historisk-astronomiske Samling for 1941/42, Bemærkninger til Budgetforslaget.

14 Carsten Nielsen: ”Det kgl. Stjerneborg”. I BIT, Berlingske Illustreret Tidende, 24. august 1941.

15 Københavns Stadsarkiv, Magistratens 1. afdeling, Øvrige sager, Øvrigt, Forhandlingsprotokol vedr. Rundetårn 1928-1957, s. 53.

16 Rundetaarns arkiv, brev fra Ulrich Teuber til Rundetårns-udvalget ved Fr. Ohrt, 20. marts 1961.

17 ”Rundetårn får kiosk for kvalitetssouvenirs”, Kristeligt Dagblad, 21. juni 1965.

18 Rundetaarns arkiv, “Oversigt over omkostningerne ved fremstilling af varerne til kiosken 1964”, 29. august 1963.

19 Rundetaarns arkiv, brev fra Niels Koppel til Inger og Johannes Exner, 22. april 1965.

20 Rundetaarns arkiv, Forhandlingsprotokol 1968-79, s. 34.

Del historien // Share this storyShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on PinterestEmail this to someone

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du er vel ikke en robot? *